Forvaltningschef afviser bestikkelse: Jeg har ikke fået en krone

Tidligere chef ser intet odiøst i, at han i flere tilfælde sagde ja til koncertbilletter fra leverandører.

AARHUS: Den tidligere chef i Aarhus Kommune, Claus Pedersen, afviser, at han har modtaget bestikkelse, mens han stod i spidsen for kommunens entreprenørafdeling.

- Jeg har ikke holdt noget hemmeligt, og jeg har ikke fået en krone ud af det selv, siger den 58-årige i Retten i Aarhus.

Her er han anklaget for at have modtaget bestikkelse i form af 217.500 kr. fra en virksomhed, der blandt andet leverede traktorer til kommunen. Pengene blev givet som sponsorater til en badmintonklub i Aalborg, som forvaltningschefen sad i bestyrelsen for.

Men forvaltningschefen, der har taget en stak noter med i retssalen, afviser enhver sammenhæng mellem sponsoraterne og kommunens køb af traktorer.

Leverandøren af traktorerne tilbød også forvaltningschefen og hans kone billetter til koncerter med blandt andre Sanne Salomonsen og Eros Ramazotti i Aalborg Kultur- og Kongres Center. Han og fruen blev også gennem tre år tilbudt billetter til Nibe Festivalen med fri adgang til bar, frokost og aftenbuffet.

Nogle af billetterne takkede han ja til, andre sagde han nej til eller gav dem videre til nogle kolleger. Det er ikke noget, der ifølge den tidligere forvaltningschef kan takseres som bestikkelse eller forsøg på det.

- Jeg har aldrig deltaget i noget ekstravagant, men har mærket efter, om det var fornuftigt, siger den tidligere chef.

'Ingen ville blinke'

Den tiltalte mener således ikke, at han har gjort noget galt ved at sige ja tak til nogle af invitationerne.

- Det, jeg har deltaget i over årene, er der ikke en eneste leder i Aarhus Kommune, der ville blinke et sekund ved.

- De deltog selv i lignende arrangementer ved leverandører. Både embedsmænd og på det politiske niveau, siger han.

Den tidligere chef for entreprenørafdelingen har erkendt i to tilfælde at have købt tøj til sig selv på kommunens regning. Det drejede sig om underbukser, t-shirts, sokker, bukser og bælte.

Det var forkert, har han sagt i retten.

Manden blev bortvist fra sit arbejde og politianmeldt af kommunen i 2016.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt