Det kan sagtens lade sig gøre at lave en god forretning ud af at bringe mad ud til danske kunder – og samtidig behandle sine ansatte ordentligt, og give dem en retfærdig løn.
Sådan lyder budskabet fra 3F’s formand, Per Christensen, efter Coop.dk Mad har indgået overenskomst for alle sine chauffører, skriver Fagbladet 3F.
- Det er godt for alle, når arbejdsgivere står sammen med fagforeningerne for at skabe gode vilkår for lønmodtagerne. Det gælder også de nye digitale platformsvirksomheder. Det hjælper både de ansatte, men også arbejdsgiveren selv i sidste ende, siger han.
Alle medarbejdere hos konkurrent har overenskomst
Coop og 3F Transport er blevet enige om en overenskomst, der dækker chaufførerne i de varebiler, der kører dagligvarer fra Coop.dk Mad til private husstande såvel som erhvervskunder, kommuner og øvrige kunder.
Aftalen er kommet i stand, efter at Coop har besluttet at ansætte chauffører direkte. Hidtil har Coop benyttet en række underleverandører, men nu samles størstedelen af distributionen direkte under Coop.
I forvejen er Coops ansatte på lagerområdet dækket af overenskomst, og dermed er hele distributionskæden hos Coop.dk Mad nu dækket af overenskomst – fra lager til kundens dør.
Og det giver ros fra 3F’s formand, Per Christensen.
Han var selv ude og besøge Coops lager i Brøndby natten til onsdag for at tale med natholdet, der står for at pakke varer til Coop.dk Mad.
- Mit budskab var, at vi skal rose Coop.dk for at indgå en overenskomst med deres chauffører, som bringer mad ud. Men også at vi skal passe på de andre, som Nemlig.com, der ikke ønsker at tiltræde en overenskomst, siger han.
Flere kommuner har droppet Nemlig.com
Nemlig.com har været i vælten i flere måneder, efter det kom frem, at de ansatte chauffører havde få minutter til at aflevere varer, ellers blev de ramt af bøder, som kunne være større end deres dagsløn.
Samtidig er det kommet frem, at de ansatte på Nemlig.coms lagre kun har ni sekunder til at pakke en vare. Ellers bliver de advaret om, at de er for langsomme af et overvågningssystem, der giver dem farver efter, hvor effektive de er. Rød farve kan føre til en fyreseddel.
- Hvis vi ikke kæmper imod, risikerer vi at ende med de samme vilkår som hos Nemlig.com flere steder, hvor ansatte ender med 0-timers kontrakter, horrible vilkår og usikre ansættelser. Og disse løstansatte bliver ramt på flere måder end bare på lønnen og timerne. De kan heller ikke låne penge i banken, fordi de er så løst tilknyttet, siger Per Christensen.
Arbejdsforholdene hos Nemlig.com har fået flere kommuner til enten af boykotte selskabet helt eller sætte deres indkøb hos onlinesupermarkedet på pause imens arbejdsforholdene bliver undersøgt nærmere
Nemlig.com er blevet spurgt om en kommentar, men selskabet har ikke ønsket at medvirke.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.