DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Aarhus og København vil skrue ned for eksterne konsulenter

De to største kommuner vil skære i millionbudgetter til konsulentbistand.
28. AUG 2019 6.47

KØBENHAVN / AARHUS: Landets to største kommuner København og Aarhus blæser nu til kamp mod brug af eksterne konsulenter. Københavns Kommune bruger skønsmæssigt 200 mio. kr. om året på ekstern bistand, mens Aarhus Kommune bruger cirka 100 mio. kr.

- Vi mener, at 100 mio. kr. til eksterne konsulenter er for meget, Vi er en organisation med godt 20.000 medarbejdere. Vi mener, at vi i højere grad skal se, om vi internt i kommunen kan løse nogle af de her opgaver, siger Socialdemokratiets politiske ordfører i Aarhus Byråd, Anders Winnerskjold.

Han nævner eksempelvis HR-området, hvor kommunen bruger midler på konsulenter til rekrutteringsopgaver. Kommunen henter også hjælp udefra, når det eksempelvis gælder juridisk bistand og projektering af vejprojekter.

Ifølge et notat kan kommunen spare mellem 7,5 mio. kr. og 15 mio. kr. om året, hvis man skærer ned på ekstern konsulentbistand. Der vil dog stadig være opgaver, der løses bedst ude i byen, understreger S-ordføreren. Forslaget fra Socialdemokratiet er på dagsordenen i Aarhus Byråd onsdag aften og ventes at kunne samle et flertal. 

I Københavns Kommune deler man ambitionen om at skrue ned for udgifter til ekstern bistand, fortæller Socialdemokratiets politiske ordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Jonas Bjørn Jensen.

- Budgetaftalen fra sidste år har et mål om at nedbringe de administrative udgifter med ti pct. over fire år, og her er særligt fokus på eksterne konsulenter, siger han.

S-ordføreren venter, at det vil blive konkretiseret, hvordan målet nås, i forbindelse med de forestående budgetforhandlinger. 

Under forårets valgkamp til folketingsvalget var S på Christiansborg ude med en melding om, at der kan spares tre mia. kr. om året på færre konsulenter i det offentlige. Definitionen på eksterne ydelser varierer fra kommune til kommune, og derfor er der ikke et samlet overblik over udgifter til konsulenthjælp. 

Ritzau