DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Foto: Casper Dalhoff, Ritzau Scanpix

Aarhus vil afvikle skandaleramt afdeling helt

Teknik og Miljø indstiller til Magistraten, at Natur- og Vejservice lukker og erstattes af intern entreprenørafdeling med op mod 40 færre medarbejdere. Ny ledelse indsættes nu.

AARHUS: Fortsat dårlig trivsel og vedvarende driftsunderskud i den kommunale entreprenørvirksomhed Natur- og Vejservice får nu Teknik og Miljø til at bede Aarhus Byråd om lov til at lukke virksomheden. I stedet vil man lave en mindre entreprenørfunktion, som er integreret i Teknik og Miljø, oplyser kommunen.

Natur- og Vejservice har været dybt involveret i den aarhusianske skandalesag med ledelsessvigt og  dårligt arbejdsmiljø, bestikkelse, underslæb og tjenesteforsømmelse i forbindelse med indkøb og sponsoraftaler.

- Der er arbejdet meget med at genoprette driften, økonomien og trivslen i Natur- og Vejservice. Men vi kommer ikke i mål inden for de rammer, som er i dag. Enten må vi lukke butikken helt eller skabe en entreprenørfunktion internt i Teknik og Miljø, som vi kan drive effektivt og målrettet mod de opgaver, hvor det giver den bedste service til byen og til den rigtige pris, siger direktør i Teknik og Miljø Henrik Seiding.

Natur- og Vejservice kom ud af 2018 med et underskud på 16 mio. kr., og entreprenørens samlede gæld er nu oppe på 28,2 mio. kr. Samtidig viser trivselsmålingerne, at trivslen fortsat er helt i bund blandt medarbejderne.

Effektivisering nødvendig
Direktøren for Teknik og Miljø har mistet tilliden til, at den nuværende ledelse vil bringe virksomheden tættere på målet. Derfor er ledelsen i Natur- og Vejservice i dag blevet orienteret om, at der skal sammensættes et nyt ledelsesteam, der skal drive virksomheden videre.

I dag konkurrerer Natur- og Vejservice på lige fod med private entreprenører om opgaver. Den konkurrence har de ofte enten tabt eller vundet med et efterfølgende økonomisk tab. Fremadrettet skal Natur- og Vejservice i stedet tildeles konkrete opgaver, som de allerede har bevist, at de kan løse med succes. Derudover skal der effektiviseres på mandskab, materiel, arbejdsgange m.m.

Modellen betyder, at Teknik og Miljø fortsætter med at sende cirka 70 pct. af alle opgaver i udbud. Forskellen er, at det kun bliver private entreprenører, som kommer til at byde på dem.

Et alternativ til den nye model er en kontrolleret nedlukning af Natur- og Vejservice, som vil tage længere tid og koste løbende driftsunderskud. Det vil i sidste ende efterlade Aarhus Kommune uden mulighed for at løse mindre eller særlige opgaver i bybilledet på egen hånd.

Dyrt alternativ
Det dyreste alternativ er en øjeblikkelig nedlukning. Alene afskedigelsen af 40 tjenestemænd vil koste op mod 62 mio. kr.

- En lukning vil både forringe den service, aarhusianernes oplever i byen og give dem en ekstra millionregning. Vi skal også huske på, at Natur- og Vejservice løfter en vigtig socialøkonomisk opgave ved at aktivere borgere på kanten af arbejdsmarkedet. En opgave, som vil falde på gulvet uden en offentlig entreprenør. Derfor indstiller vi, at vi fortsat skal kunne løse opgaver selv, siger Henrik Seiding.

Arbejdet med at organisere den kommunale entreprenør vil løbe frem til efteråret. I denne proces vil der også blive skabt overblik over afskedigelserne. Indtil da vil ledelsen af Natur- og Vejservice overgå til forvaltningen Mobilitet, Anlæg og Drift i Teknik og Miljø med driftschef Kim Gulvad Svendsen som foreløbig chef.

ka