Godt 66.000 lejligheder, huse, skoler og daginstitutioner, der enten er opført eller under konstruktion i Danmark og i Norden er svanemærket. Det er en markant vækst på hele 89 pct. de seneste to år, oplyser Miljømærkning Danmark i en pressemeddelelse.
- Det er glædeligt at følge den positive udvikling i antallet af svanemærkede byggerier, hvor der i løbet af de seneste år er sket en markant fremgang. Det vidner om, at byggebranchen i høj grad har fokus på at bidrage til den grønne omstilling, og her er Svanemærket et godt redskab, da mærket ser på hele byggeriets livscyklus, siger Martin Fabiansen, der er direktør i Miljømærkning Danmark i en pressemeddelelse.
Hos arkitektfirmaet Arkitema mærker man, at efterspørgslen på certificeringer er steget. Firmaet bemærker, at det særligt er de store investorer, der stiller krav om certificeret byggeri.
- Vi oplever stor efterspørgsel på certificeringer. Investorerne vil gerne bidrage til den grønne omstilling, da flere ser økonomiske fordele ved at certificere, fortæller Henrik Poulin, civilingeniør og senior bæredygtighedskonsulent hos Arkitema.
Mange kommuner kigger mod mærkninger i indkøb
Mærkningsordninger spiller en stor rolle i kommuners indkøb. Således viser en undersøgelse foretaget af KL blandt kommunale chefer med ansvar for indkøbs- og udbudsområdet, at 75 pct. af de adspurgte altid eller som oftest stiller krav om standarder og mærkningsordninger, når de udbyder opgaver med henblik på at sikre, at deres indkøb er bæredygtige.
Mere end 80 pct. svarer desuden, at de langt oftere eller oftere end for tre år siden stiller krav om, at produkter skal være mærkede eller leve op til forskellige mærker.
Et af de steder man har valgt at satse på svanemærket er i Gladsaxe Kommune. Her bliver alle børnehuse fremover certificeret.
- Svanemærket er med til at sikre et godt og sundt indeklima. Derudover er vi i gang med at bygge Nordens første svanemærkede og cirkulære børnehus, hvor vi genbruger materialer fra en gammel skole. Udover at det er godt for børn og medarbejdere, så lærer de entreprenører og håndværkere, som bygger for os, også en masse om at bygge mere miljømæssigt, bæredygtigt byggeri, som de kan tage med sig, når de skal bygge andre steder. Og så glæder det mig da, at flere andre kommuner har fået øjnene op for at bygge mere bæredygtigt, fortæller Gladsaxes borgmester Trine Græse (S).
Svanemærket har netop haft skærpede krav til nybyggeri i høring. De nye kriterier forventes at blive lanceret i slutningen af 2022.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.