dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Atea opsiger sponsorat i bestikkelsessag

It-firmaet standser sit sponsorat af Travbanen i Nykøbing Falster i sagen, der førte til 13 anholdelser
12. JUN 2015 16.25

SJÆLLAND: Den omfattende bestikkelsessag, der blandt andet trækker tråde til ansatte hos Region Sjælland og en højtstående medarbejder hos Rigspolitiet, får nu IT-virksomheden Atea til at opsige sit sponsorat for Travbanen i Nykøbing Falster.

- Baggrunden for sponsoratet er, at en medarbejder i Region Sjælland har foranlediget denne aftale med den tidligere ledelse i Atea.

- Det har stået på siden 2003. Først da en faktura for årets sponsorat skulle betales, blev den nuværende ledelse i Atea bekendt med sponsoratets sammenhæng. Vi har omgående opsagt sponsoratet, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Beklageligt
Sponsoratet til Travbanen i Nykøbing lyder ifølge sigtelsen på 100.000 kr.

- Det er beklageligt for Travbanen i Nykøbing Falster, at Atea forlader sponsoratet, men vi vil ikke forlænge en sponsoraftale, som er indgået på en baggrund, som den nuværende ledelse ikke kan stå inde for, skriver Atea.

Ledelsen i It-firmaet har tidligere fastslået, at man gør alt for at hjælpe politiet i forbindelse med sagen.

Seks personer er foreløbigt fængslet i sagen. En af de fængslede i sagen er ansat i Rigspolitiet og én i Region Sjælland. De øvrige fire, der er fængslet i sagen, er medarbejdere, muligvis forhenværende, i to it-firmaer.

1.5 pct. på særlig konto
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt i en aktion sammen med Bagmandspolitiet tirsdag morgen i alt 13 personer i sagen, som kan vise sig at være en af de mest omfattende i nyere tid, hvis politiets sigtelser holder.

Politiets påstand er, at bestikkelsen foregik fra 2007 og frem til 2015. Angiveligt stillede firmaerne mindst en million kroner til rådighed på en særlig konto for de ansatte i Rigspolitiet, Region Sjælland og Kriminalforsorgen.

Ifølge politiet blev disse penge brugt til blandt andet rejser til USA og Dubai. Pengene er desuden brugt på forplejning og hotelophold i ud- og indland, lyder det i sigtelsen.

1,5 pct. af Ateas omsætning med Region Sjælland blev ifølge sigtelsen indsat på den særlige konto.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/atea-opsiger-sponsorat-i-bestikkelsessag

GDPR