Et it-system til Domstolsstyrelsen er forsinket med flere år, og budgettet er vokset fra 63,1 mio. kr. til 160,9 mio. kr., skriver branchemediet ITWatch. Systemet, Juridiske Fagsystemer, skulle digitalisere civile sager ved landets domstole.
Planerne blev lanceret i 2009. Projektet skulle have været færdigt i 2010, men efter en stribe forsinkelser er det nu planen, at systemet er klart i 2018.
Senest har Folketingets Finansudvalg måttet bevilge yderligere 26,1 millioner kroner til projektet. Af aktstykket fra sommerens merbevilling fremgår, at det er kommet oven på en testfase med det nye system i to retter. Testfasen var også forsinket ligsom som projektet i det hele taget er det.
'Pilotdriften ved de to retter er overordnet forløbet planmæssigt, men der er dog konstateret væsentligt flere fejl og mangler end forventet, som skal udbedres, inden systemet udrulles til de øvrige retter', står der aktstykket fra Folketinget, der er dateret 29. juni.
De mange fejl åbner ligeledes for, at udrulningen af projektet kan blive udskudt yderligere. 'Hvis de kommende leverancer i forbindelse med fejlretning med videre mod forventning forsinkes, vil styrelsen kunne udskyde udrulningen i 3-4 måneder', står der i aktstykket.
Forsinkelserne og fordyrelsen frustrerer flere politikere, som ITWatch har talt med.
- Det er nogle uacceptabelt store forsinkelser. Alene den teknologiske udvikling fra 2010 til 2017 har været kæmpestor. Når man er ude i store forsinkelser, kommer man hele tiden til at halse bagefter, siger Liberal Alliances it-ordfører Joachim B. Olsen. Også Venstres it-ordfører Torsten Schack Pedersen finder forsinkelsen utilfredsstillende.
Staten har haft store problemer med it-projekter de seneste år. Det gælder inddrivelsessystemet EFI og systemer til udbetaling og kontrol med overførselsydelser, der er forsinkede og har overskredet budget.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.