
DSB har besluttet at indkøbe minimum 100 elektriske togsæt til en pris af 20 mia. kr. for både indkøb og vedligehold. Det oplyser DSB mandag. Hvem DSB køber togsættene af, bliver præsenteret mandag eftermiddag på et pressemøde.
Indkøbene udløber af en politisk aftale fra 2018. Dengang lød opgaven på at købe mellem 90 og 250 togsæt. Dengang blev det aftalt, at der skulle bruges mellem 17 og 22 mia. kr., alt efter hvor mange togsæt der blev bestilt.
Da DSB præsenterede det formelle udbud, beskrev DSB det fremtidige indkøb således:
"Opgaven lyder på at levere og vedligeholde cirka 150 el-togsæt, der skal køre regional- og fjerntrafik i Danmark. Togene købes gennem en såkaldt rammeaftale, hvor DSB er forpligtet til at købe minimum 100 togsæt, men har mulighed for at øge antallet, hvis behovet opstår."
Problemfyldte IC4-tog
Da den politiske aftalte blev indgået, og udbuddet sat i søen, var det planen, at de første elektriske togsæt skulle ramme de danske skinner i 2024. Seks år senere i 2030 skal de fuldstændigt have erstattet IC3- og IC4-togene.
Netop IC4-togene forlader dansk togtrafik med et blakket ry. De første IC4-tog blev købt i 2000 for 5,3 mia. kr. De første blev leveret i 2003, men først i 2008 kom de i drift.
De mange problemer betyder, at DSB løbende de næste år måtte nedskrive IC4-togenes værdi, så de med udgangen af 2019 er værdisat til 46 mio. kr.
Mandag eftermiddag vil transportminister Benny Engelbrecht (S) præsentere vinderen af udbuddet, efter at han har orienteret de relevante ordførere fra Folketingets partier. Det kommer til at ske klokken 15.30 i Transportministeriet. Her vil ordførerne i forligskredsen også være til stede.
Aftalen blev i sin tid indgået af alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten - og Nye Borgerlige, der dengang ikke var valgt ind.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.