
SYDDANMARK: Natten til lørdag lukkede Region Syddanmark definitivt for den sidste mulighed for sletning af patientdata i den omstridte Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD). Op mod 20.00 individuelle sletninger var på det tidspunkt udført eller begæret udført.
Det endelige stop for sletninger kom, efter at først en ændret bekendtgørelse havde sat en stopper for en samlet sletning af hele databasen og dernæst at en såkaldt arkiveringsbestemmelse udstedt af Rigsarkivet også lukkede for at enkeltpersoner individuelt kunne bede om at få oplysningerne om dem slettet.
Arkiveringsbestemmelsen rummer 'konkrete retningslinjer for aflevering af DAMD til Rigsarkivet', oplyser Region Syddanmark, og dette indebærer, at regionen ikke længere må slette oplysninger om enkelt-borgere i databasen. Arkiveringsbestemmelsen blev udstedt i fredags, og regionen iværksatte stoppet fra midnat natten til lørdag, dog således at dem der nåede at begære sletningen inden da, også vil få deres data slettet.
Det drejer sig ifølge DR Fyn om op mod 20.000 enkeltpersoner, hvis data ikke vil indgå i den kopi af databasen, der overdrages til Rigsarkivet. Ifølge Region Syddanmark har cirka 17.300 slettet sig via NemID, mens yderligere cirka 3.000 har henvendt sig pr. brev, mail eller sikker post og bedt om at blive slettet fra databasen, skriver DR Fyn.
Sagen begyndte i efteråret, da Statens Serum Institut afgjorde at store dele af de data, som findes i DAMD, var blevet indsamlet i strid med sundhedsloven og derfor skulle slettes. Rigsarkivet forlangte ikke desto mindre en kopi udleveret inden sletningen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.