Når Københavns Kommune slår sig op på at ville bekæmpe social dumping, skurrer det i ørerne på fagforeningen HK Hovedstaden. For på tolkeområdet har kommunen i flere år haft udfordringer med deres underleverandører. Nu anklager HK også den seneste i rækken, Mayas Tolkeservice, for at skylde et medlem næsten 100.000 kroner i løn og feriepenge – samt for unddragelse af skat. Det skriver TV 2 Lorry.
Fagforeningen kommer derfor med en kraftig opfordring til Københavns Kommune om at stille strammere krav til en kommende underleverandør af sprogtolkning, når opgaven igen sendes i udbud senere på foråret.
- Af de seneste tre udbydere, som Københavns Kommune har haft fat i, er nogle gået konkurs, og andre har skyldt i skat. Derfor er vi bekymrede for, at vi er på vej ind i en ny situation, hvor en hel masse af vores medlemmer ikke får det, de skal have, siger René Knudsen, der er formand for HK Service Hovedstaden, til TV 2 Lorrry.
Konkret sag
Hos HK Hovedstaden har man gennemgået en konkret sag for med tættekam, og forbundet anklager ikke alene Mayas Tolkeservice for at skylde løn til deres medlem – men også for manglende indbetaling af skat for den løn, der trods alt er blevet udbetalt.
- Vi har kigget kontrakten igennem, vi har kontaktet Skat for at undersøge, om der er indberettet skat, og det er der ikke, og derudover har vi også set bankoplysninger, så vi kan se, hvad der er indbetalt, siger formand René Knudsen om dokumentationen for anklagerne, som kanalen ligeledes har fået adgang til. Firmaet erkender i et skriftligt svar, at de ved en administrativ fejl har udbetalt for lidt i løn. De er dog ikke enige med HK Hovedstaden i beløbets størrelse.
- Mangler vedkommende løn, er vi selvfølgelig mere end villige til at betale dette – vi kan dog ikke gå med til at betale mere, end denne er berettiget til, skriver Mayas Tolkeservice.
Ikke udført for kommunen
Sidenhen har endnu et medlem henvendt sig til HK Hovedstaden, fordi også hun mener at have løn til gode fra Mayas Tolkeservice, der i alt har omkring 1.000 tolke tilknyttet over hele landet. Det nye forhold undersøger fagforeningen fortsat.
Mayas Tolkeservice har kort inden offentliggørelsen TV 2 Lorrys artikel sendt dokumentation for indberetning af skat. Men af medlemmets oplysninger på skat.dk fremgår det, at den seneste indberetning først blev foretaget dagen før publicering af artiklen og dermed først efter TV 2 Lorry gik ind i sagen. Ifølge specialist i skatteret, advokat Michael Bjørn Hansen, er det et brud på kildeskatteloven først at indbetale skatten nu for arbejde, det blev udført sidste år.
Ingen af de sager, som HK Hovedstaden sidder med mod Mayas Tolkeservice, er udført for Københavns Kommune.
Kommunens og leverandørens ansvar
Kanalen ville gerne have spurgt Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), hvad hun siger til anklagerne mod kommunens nye underleverandør. Hun har dog ikke ønsket at stille op til interview. I stedet skriver Økonomiforvaltningen:
- Alle virksomheder, der løser opgaver for Københavns Kommune, skriver under på, at de sikrer deres medarbejdere fair løn- og arbejdsvilkår. Det er derfor også den enkelte leverandørs ansvar at efterleve de krav, og det har vi selvsagt en klar forventning om, at de gør. Det gælder også Mayas Tolkeservice.
Det radikale medlem af økonomiudvalget, Christopher Røhl, erkender, at kommunen har haft store udfordringer på tolkeområdet.
- Jeg tror desværre ikke, der har været nok fokus på, hvor kaotisk det her område er, og hvor svært det er at være arbejdstager på det her område. Derfor er det en rigtig relevant og god diskussion, der kører nu, siger den radikale gruppeformand.
Bolden retur til HK
Der er ingen landsdækkende overenskomst for tolkevirksomheder. Derfor opfordrer HK Hovedstaden til, at Københavns Kommune, som en af landets største aftagere af tolkeopgaver, stiller krav om en minimumsløn til tolkene i det kommende udbud samt krav om løn under transport. Præcis som staten gør det i deres seneste udbud. De Radikale er åbne for at se på forslaget, også selvom det givetvis vil være forbundet med større udgifter for kommunen.
Han spiller dog også en bold retur til HK Hovedstaden og opfordrer fagforeningen til at finde en løsning om en landsdækkende overenskomst, der kunne gøre tingene mere gennemsigtige for kommunerne. Det har man også ihærdigt forsøgt på, svarer formand René Knudsen.
- Vi har igennem flere år forsøgt at få en landsdækkende overenskomst. Vi har samtidig arbejdet på den måde, at vi har fået 60 overenskomster med enkeltfirmaer, så der er mulighed for at vælge firmaer med overenskomst, hvis man vil.
Københavns Kommune oplyser, at udbuddet for sprogtolkning kører i første halvår af 2022, og normalt gælder deres rammeaftaler i to år med mulighed for forlængelse.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.