Størstedelen af danskerne ved godt, at det bliver obligatorisk at modtage posten fra det offentlige digitalt. Faktisk ved 83 pct af danskerne, at posten kommer på en ny måde fra 1. november.
Men endnu er omkring halvdelen af danskerne ikke tilmeldt digital post, og derfor søsætter Digitaliseringsstyrelsen 18. august en kampagne, der skal informere danskerne om, hvad den digitale kommunikation betyder for dem.
Kampagnen skal også sikre, at de, som ikke kan modtage post digitalt, bliver fritaget fra 1. november.
En kvart million er fritaget
Lidt over 250.000 borgere - 5,4 procent af befolkningen over 15 år - har indtil videre fået lov at til at slippe for at modtage digital post - midlertidigt og permanent.
- Ganske tankevækkende er det faktisk, at det er de ældre, der bedst kender til digital post og mulighederne for hjælp og fritagelse. Det sidste er særligt vigtigt, for selvfølgelig er der borgere, som for eksempel ikke har en computer, og som derfor kan blive fritaget, siger direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Lars Frelle-Petersen.
Vejledningen er i fuld gang
I kommunerne er man også godt klar over, at der er brug for hjælp og vejledning til at komme godt i gang med digital post eller til at blive fritaget.
- I kommunerne har vi over længere tid arbejdet intensivt med at hjælpe borgerne til at blive mere digitale. Der er uddannet mere end 7000 digitale ambassadører, som er parate til at vejlede de borgere, der har behov for en hjælpende hånd, siger Jane Wiis, direktør i KL.
Også i regionerne er der gang i aktiviteterne og informationen. Her har man længe informeret via kampagner, skærme og opslag på hospitaler og klinikker.
- Nu begynder vi også at informere i den direkte dialog med borgerne, for eksempel via sms og e-mails, siger Adam Wolf, direktør i Danske Regioner.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.