
Randers byråd vil så gerne have et nyt stort badeland, som man har kunnet læse om her i dknyt.
Randers Kommune har ikke selv råd til at anlægge et svømmebad, da kommunens økonomi og kasse er meget anstrengt. Derfor har et byrådsflertal, med borgmesteren i spidsen, bedt forvaltningen arbejde videre med et såkaldt OPP-projekt.
Ideen er fin, hvis OPP-partneren er en seriøs og solvent forretningspartner. Det er desværre ikke gældende mht. OPP-badelands-partneren Leisure Danmark og det bagvedliggende moderselskab Skak Holding.
Randers Kommune fik kun ét bud, og det kom fra et Skak-familien, der brillerer med en pænt stor negativ egenkapital. For at få økonomien til at hænge sammen skal der tænkes kreativt. Lige så kreativt, som hedengangne Brixtofte og Farum gjorde det. Og det gør man så i OPP-svømmelandet.
Kort beskrivelse af de økonomiske konstruktioner:
GMF deponerer 12 millioner kroner i driftsselskabet. Driftsselskabet deponerer 12 millioner kroner i ejendomsselskabet. Gribskov Gruppen (der ikke ejer kongens mønt) indskyder 22,5 millioner kroner i Ejendomsselskabet. Arbejdernes Landsbank giver garanti for Gribskov Gruppens indskud.
Et lukket pengekredsløb og pengecirkus, hvor pengene bruges flere gange. Kombineres dette cirkus, hvor skattetænkning selvfølgelig er et vigtigt element, med professor ved Copenhagen Business School Caspar Roses økonomiske vurdering af projektet, ja så burde byrådet straks droppe Skak-familien og i stedet finde en professionel samarbejdspartner.
Til dknyt udtaler professoren, at Randers løber en ikke uvæsentlig risiko ved at entrere med Skak-familien, og hr. Rose mener ikke, at der er seriøse banker, der vil skyde gode penge efter dårlige penge... kommunen kan meget vel komme til at hænge på regningen – som vil være over 100 millioner kroner i de første mange år.
Det er ydermere værd at bemærke, at professor Rose også tager forbehold for Arbejdernes Landsbanks garantier. Når nu talen er ved Arbejdernes Landsbank, så ved jeg, at borgmester Henning Jensen Nyhuus sidder i lokalrådet for Arbejdernes Landsbank.
Man kunne godt få den tanke, at hr. Nyhuus måske har været inhabil i hele sagsforløbet. I Randersegnens Boligforenings skandalen er visse byrådsmedlemmer eksempelvis erklæret inhabile, fordi de sidder i involverede bankers repræsentantskaber.
Radikale Venstre i Randers mener, at Randers Kommune selvfølgelig ikke skal entrere med en virksomhed, der objektivt set kun overlever på lånegiveres nåde, og som, i disse finanskrisetider, når som helst kan gå konkurs ... dårligere referencer kan en OPP-samarbejdspartner reelt ikke have.
Randers-radikale kan kun opfordre vort lands indenrigsminister til at se badelands-OPP godt efter i kortene, inden ministeriet giver sin endelige godkendelse.
Godkender ministeriet projektet, åbnes der en ladeport for kommunal kreativitet og tænkning, som vi så i Brixtoftes Farum.
Af Mogens Nyholm (R), byrådsmedlem, Randers Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.