
It-selskabet 3A-it er totalt uforstående over de anklager om tyveri af forretningshemmeligheder, som tirsdag blev fremsat mod selskabet af konkurrenten Atea. Det skriver 3A-it i en pressemeddelelse.
Begge selskaber er involveret i en større sag, hvor ansatte i selskaberne er mistænkt for at have bestukket offentligt ansatte for at få store ordrer. 3A-it er startet af tidligere Atea-ansatte.
Det er dem, Atea tirsdag beskylder for at have stjålet forretningshemmeligheder. Samtidig beskylder Atea 3A-it's nuværende topledelse, bestående af tidligere Atea-ansatte, for, mens de stadig var ansatte i Atea, at være rejst til Dubai med kunder, de havde i sinde at tage med til 3A-it.
- 3A-it har i dag erfaret, at Atea har politianmeldt virksomheden og en ledende medarbejder for brud på markedsføringsloven. 3A-it stiller sig uforstående over for samtlige beskyldninger fra Atea, skriver 3A-it om politianmeldelsen og pressemødet, hvor Ateas koncernchef Steinar Sønsteby blandt andet fortalte, at Atea betragter sig som et offer for 'grove, systematiske og planlagte kriminelle handlinger'.
3A-it er startet af tidligere ansatte i Atea. Kort efter disses afgang vandt 3A-it et stort offentligt udbud af it-udstyr. Det fandt Atea mistænkeligt og gik til Region Sjælland, og regionens undersøgelse førte til en politianmeldelse. I juni 2015 blev 13 personer fra Atea, 3A-it, Rigspolitiet, Region Sjælland og Kriminalforsorgen sigtet for bestikkelse.
Ritzau
It-skandalens forgreninger
Den store bestikkelsessag med udspring i it-selskabet Atea har forgrenet sig og omfatter nu en stribe forskellige sager.
Den oprindelige sag stammer fra sommeren 2015:
- Politiets mistanke er, at tidligere ansatte i it-firmaet Atea, som nu er ansat hos 3A-it, har ydet bestikkelse til offentligt ansatte i Region Sjælland, Rigspolitiet og Kriminalforsorgen.
- De tidligere ansatte har ifølge politiets sigtelse, mens de var ansat i Atea, stillet mindst en million kroner til rådighed for de offentligt ansatte
- Pengene er ifølge politiet brugt på rejser til USA og Dubai samt til hotelophold i ind- og udland. Desuden var der lovet et sponsorat til Nykøbing Travbane.
- Bestikkelsen skal være foregået i perioden 2007-2015.
- 13 personer blev sigtet i sagen, seks har været varetægtsfængslet. To er ansat i Rigspolitiet og Region Sjælland, og fire var medarbejdere i Atea og 3A-it.
Ateas anklager:
- Atea har politianmeldt en tidligere direktør, der nu er direktør og medejer af 3A-it for at have stjålet og videregivet forretningshemmeligheder. Selskabet 3A-it er også blevet politianmeldt.
- Atea mener, at virksomheden er blevet udnyttet af tidligere medarbejdere, der senere har startet 3A-it.
Nye sigtelser:
- Ud over anklagerne mod 3A-it og den tidligere direktør kom der tirsdag nye sigtelser frem.
- Politiet har under sin efterforskning fundet frem til yderligere en Atea-medarbejder, der er mistænkt for at have videregivet information til 3A-it. Han er suspenderet fra virksomheden og sigtet. Politiet har ransaget 3A-it's kontorer.
Kilder: Atea, Ritzau, Finans.dk, DR
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.