DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Københavnere har betalt millioner i overpris for rene fortove

OPDATERET: Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) medgiver, at forvaltningen de seneste år har opkrævet for meget for renholdet af fortovene.
14. JUN 2018 8.53

KØBENHAVN: Boligforeninger og butiksejere i Københavns indre by, på Vesterbro, dele af Nørrebro og på Christianshavn, der sidste år betalte tilsammen 76 mio. kr. for renhold af fortove, har betalt overpris. Det fremgår nemlig af en række redegørelser fra Teknik- og Miljøforvaltningen, oplyser DR København.

I juli 2015 blev Vejloven ændret. Fremover skulle myndigheder, som på borgernes regning stod for vedligeholdelse af veje, indhente tre tilbud for at sikre, at borgerne fik den bedste pris.

Alligevel har Københavns Kommune først nu - tre år senere - indhentet udbudspriser og opdaget, at man har taget sig for godt betalt.

Teknik- og Miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL) medgiver, at forvaltningen hurtigere burde have indhentet tilbud fra private firmaer.

Men hun mener ikke, at de københavnske grundejere er berettiget til at få penge tilbage for de tre år, der er gået siden lovændringen. Hun og forvaltningen mener nemlig, at loven kun forpligtiger dem til at indhente tilbud, hvis der tages nye fortove med i fortovsordningen. Det har kommunen gjort nu, og derfor er der gennemført et udbud.

I stedet mener Ninna Hedeager Olsen, at borgerne skal have penge tilbage, fordi de effektiviseringer, forvaltningen på et tidspunkt gennemførte, er slået igennem hurtigere og med større effekt, end kommunen oprindeligt havde forventet.

Den besparelse skulle borgerne have haft glæde af, mener Ninna Hedeager Olsen (EL). Men kommunen satte ikke prisen for sin fortovsydelse ned.

- Kommunen er blevet mere effektive til at gøre fortovene rene. Det skal selvfølgelig ikke være kommunen, men borgerne, der sparer de penge. Nu skal vi undersøge, hvor langt tid det går tilbage, at vores renhold af fortove har været mere effektiv, og så skal grundejerne have de penge tilbage, forklarer Ninna Hedeager Olsen.

Den undersøgelse arbejder Teknik- og Miljøforvaltningen i øjeblikket på sammen med et eksternt revisionsfirma.

4190 matrikler i alt
Teknik- og Miljøforvaltningen i København er sammen med et revisionsfirma ved at undersøge, hvor lang tid, grundejerne skal have penge tilbage for, og hvor stort et beløb, det drejer sig om.

Står det til advokat Finn Träff fra Winsløw Advokater, skal boligforeningerne have alle de penge tilbage, de har betalt, siden Vejloven blev ændret i 2015. Advokaten repræsenterer 43 boligforeninger, der for nyligt har klaget til Vejdirektoratet over Københavns Kommunes opkrævninger fra den såkaldte fortovsordning, og som tilsammen kræver omkring 6 mio. kr. tilbage for de seneste tre år.

4190 matrikler er omfattet af fortovsordningen, der som konsekvens af kommunens udbud, står til at blive nedlagt. Det betyder, at grundejerne fremover selv får ansvaret for at holde fortovene rene.

ka

Kl. 12.00 Opdateret:

Rubrik  ændret fra 'København har nølet tre år med at sende renhold af fortove i udbud ' til 'Københavnere har betalt millioner i overpris for rene fortove'.

Citat fra Ninna Hedeager Olsen præciseret.