
Klimaminister Lars Aagaard (M) har undskyldt overfor Folketingets ordførere i en sag, hvor omfattende forsinkelser i den grønne omstilling ikke blev meldt ud.
Det siger han efter et møde mandag med ordførere fra Folketinget, som krævede svar på, hvorfor Energinet ikke meldte ud, at der var massive forsinkelser på elnettet.
- Jeg har i dag undskyldt overfor energiordførerne, at vi kunne have håndteret denne proces og informeret bedre. Jeg mærker, at vi alle sammen har en passion for at sikre, at den grønne omstilling går bedre, og at vi har et elnet til tiden, siger han efter mødet.
Kendte til forsinkelser
Det var netmediet Zetland, som for 14 dage siden først beskrev historien, hvor Klimaministeriet kendte til omfattende forsinkelser af den grønne omstilling, men hvor oplysningerne ikke blev meldt ud til Folketingets ordførere eller offentligheden.
Sagens kerne er, at Energinet i 2024 udskød i alt 98 af 174 planlagte udvidelser af elnettet, mens Europa skriger på grøn strøm og at blive fri for russisk gas.
I gennemsnit er projekterne udskudt med 1,3 år, viser selskabets egen opgørelse, som ikke blev meldt ud. Dermed er det statslige selskab under Klimaministeriet blevet en flaskehals i udbygningen af den grønne omstilling.
Pressemeddelelse blev droppet
Planen var at melde det ud i en pressemeddelelse, men efter en drøftelse med Klimaministeriet blev ideen droppet.
Da Zetland fik fat i pressemeddelelsen, som aldrig blev udsendt, og tog kontakt til Energinet, blev nyheden om forsinkelserne pludselig meldt ud i mediet Finans.
Energinet har kaldt forsinkelserne "alvorlige", men ved ikke, om analysen og pressemeddelelsen var forbi ministerens bord.
Efter mødet mandag eftermiddag får pressen under ét minut med Lars Aagaard, som ikke svarer på den del. I stedet siger ministeren, at han ser frem til et samråd om sagen, som ni af Folketingets partier har indkaldt ham til.
- Når jeg kigger på det, er der bestemt elementer, jeg mener, vi kunne have gjort bedre. Det har jeg undskyldt og beklaget for, siger han.
Kunne have informeret bedre
Ritzau har flere gange forsøgt at få ministeren i tale for blandt andet at høre til konsekvenserne for den grønne omstilling, men han gentager mandag, at han vil vente til samrådet. Han har undskyldt for, at ministeriet ikke har informeret grundigt nok om forsinkelserne.
- Ministeriet kunne have informeret bedre i processen, og det ser jeg frem til at at uddybe i det samråd, der venter os, siger han.
Den grønne strøm skal styrke omstillingen, og EU-Kommissionen ser den som afgørende for at styrke Europas konkurrencekraft og forsyningssikkerheden. Den store udbygning af vedvarende energi skal presse elpriserne ned for borgerne og give de europæiske virksomheder bedre chancer for at udfordre konkurrenterne i Kina og USA.
Flere ordførere deltog i mødet online og var ikke fysisk til stede. Energiordfører Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne mener, at samrådet er blevet vigtigere.
- Indtrykket er, at man har en minister, der er ked af forløbet og erkender, at der har været et problem, og det betyder, at det er tydeligt, at samrådet er så meget desto vigtigere, siger Mads Fuglede.
Klimaordfører Leila Stockmarr (EL) har fulgt sagen tæt og mener også, at samrådet er blevet mere alvorligt, men vil ikke uddybe hvorfor.
- Vi vil gerne kvittere for, at ministeren har indkaldt til redegørelsen, og det har kun gjort os klogere i forhold til, hvordan vi skal forberede os bedst muligt på samrådet, som efter min mening kun er blevet mere alvorligt efter i dag, siger hun.
Opdateret 17:42
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.