KØBENHAVN: Efter sagen om bl.a. landskampbilletter og bespisning fra it-leverandøren Scan-Tech Sikerhedssystemer til kommunalt ansatte i København og Høje-Taastrup kom frem torsdag, har Københavns Kommune valgt at undersøge, hvad der reelt skete i 2012, skriver Berlingske.
Det står klart, at fire medarbejdere i kommunen blev tilbudt middag og adgangsbilletter til EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Portugal. Nogle af dem fik nej af deres chef, mens andre kunne tage af sted uhindret. Ifølge Københavns Kommune er der blot tale om en enkelt medarbejder, der lod sig friste af tilbuddet, mens firmaet mener, at det var to.
Fra kommunen lyder det, at der er ved at blive strammet op for at modvirke fremtidige bestikkelsessager. Denne opstramning blev iværksat for cirka en måned siden efter offentlig opmærksomhed om en anden sag:
- Det var sagen i Region Sjælland, hvor nogle medarbejdere havde modtaget gaver fra et IT-firma, der gav anledning til, at vi i juni mindede vores egne medarbejdere om vores regler på området, så alle ved, hvordan de skal forholde sig, hvis de bliver tilbudt gaver fra virksomheder, skriver Stig Lundbech, vicedirektør i Koncernservice under Økonomiforvaltningen.
Gruppeformand i den radikale gruppe, Tommy Petersen, har ønsket at få alt om sagen frem på det kommende økonomiudvalgsmøde, oplyser DR Nyheder:
- Medarbejdere i Københavns Kommune skal vide, at der er absolut ingen tolerance overfor bestikkelse, og at det ikke er accepteret, at man modtager gaver fra nogen. Hvis en chef ikke kan finde ud af at formidle det til sine medarbejdere, så skal den person ikke være chef.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.