
KØBENHAVN: Til trods for, at Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har forbudt kommunens ansatte af flyve med flyselskabet Ryanair, har Københavns kommune aktier i selskabet, skriver Politiken.
Det irske flyselskab er Europas største luftfartsselskab og er i åben strid med Frank Jensen, da flyselskabet ikke vil indgå overenskomst eller flyve på overenskomstlignende vilkår. Men nu viser det sig, at Københavns Kommune kan tjene gode penge på luftfartsselskabet, som kommunen ikke selv vil flyve med, hvis den sælger sine aktier.
- Vi investerer løbende vores likviditet i værdipapirer gennem investeringsfonde. Og en af de fonde har altså investeret i Ryanair, men de bliver solgt hurtigst muligt, siger Socialdemokraternes gruppeformand Lars Weiss til Politiken.
Han oplyser over for avisen, at Københavns Kommune vil sælge aktierne efter sommeren, når der igen er økonomiudvalgsmøde i kommunen.
S: Flyt dem til negativlisten
Kommunen kan ikke oplyse, hvor stor aktieposten i Ryanair er, men kommunen investerer løbende et trecifret millionbeløb via investeringsfonde.
Aktierne blev opdaget ved en regelmæssig gennemgang af kommunens investeringer, og ifølge Socialdemokraterne i København skal Ryanair fremover figurere på en såkaldt 'negativliste' med aktier, som investeringsfondene ikke må sætte kommunens penge i.
Også i andre kommuner har Ryanair fået den kolde skulder. Det gælder blandt andet Aarhus Kommune, der ikke indgår handler med selskabet, fordi de er en del af Statens indkøbsaftale, hvor der ikke handles med Ryanair.
Selskabet er også i krig med fagbevægelsen, der har hevet selskabet i arbejdsretten. Den skal afgøre, om der skal gives grønt lys for fagbevægelsens varslede sympatikonflikt mod Ryanair.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.