SYDDANMARK: Region Syddanmark har besluttet at lukke sit eget vaskeri, Syddanske Vaskerier, og i stedet udelukkende benytte sig af de to private vaskerier Berendsen Textil Service og De Forenede Dampvaskerier, oplyser regionen.
Dermed er der kun privat vask af regionens sygehuses uniformer, linned, patienttøj og dyner fremover. Fordelingen er, at De Forenede Dampvaskerier fra 1. januar 2020 skal vaske for de sygehuse, der hører under Odense Universitetshospital (OUH) og Sygehus Lillebælt (SLB), mens Berendsen Textil Service fra 1. august næste år skal vaske for de sygehuse, der hører under Sydvestjysk Sygehus (SVS) og fra 1. oktober næste år de sygehuse, der hører under Sygehus Sønderjylland (SHS).
Med den nuværende aftale får OUH og Sygehus Lillebælt vasket af Syddanske Vaskerier, men de lukker altså, og de ansatte kan se frem til at blive virksomhedsoverdraget til De Forenede Dampvaskerier.
- De to vaskerier, der har vundet opgaven, kender vi rigtig godt, fordi de vasker for os i dag. Vi er glade for samarbejdet med dem, og jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde i de nye kontrakter, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Som en del af den nye aftale, bliver uniformerne også skiftet ud med nye, efterhånden som de nuværende bliver slidte. De bliver trykt med regionens logo og imødekommer blandt andet medarbejdernes ønske om større sortiment, farver og bedre komfort.
Det er også en del af opgaven at vaske for de psykiatriske afdelinger på sygehusene, og kontrakterne kommer til at løbe i mindst otte år.
ibs
Læs mere om udbuddet hos Region Syddanmark.