SJÆLLAND: Østre Landsret har besluttet, at tre af de seks mænd, som byretten varetægtsfængslede i en stor bestikkelsessag, skal løslades. De andre tre er fortsat fængslet. Det skriver landsretten i en pressemeddelelse.
Landsretten mener, at der er begrundet mistanke om bestikkelse for alle de seks sigtede, men vælger alligevel at løslade tre af dem. Retten har lagt vægt på, at alle sigtede har afgivet forklaring, og at der er beslaglagt omfattende it-udstyr.
- Landsretten har for de tre løsladte lagt særlig vægt på, at mistankegrundlaget har et faktuelt afgrænset omfang, og at der ikke er fundet grundlag for at antage, at disse sigtede på fri fod vil kunne vanskeliggøre forfølgningen i sagen, skriver landsretten.
Sagen drejer sig om, at to it-firmaer ifølge politiets sigtelse blandt andet skal have stillet mindst en mio. kr. til rådighed for ansatte i Region Sjælland, Kriminalforsorgen og Rigspolitiet som led i bestikkelse.
I alt er 13 personer sigtet, men politiet valgte kun at fremstille seks af dem i grundlovsforhør. Her besluttede Retten i Nykøbing Falster for to uger siden, at de alle seks skulle sidde varetægtsfængslet til 2. juli - en afgørelse som Østre Landsret altså nu delvist har omstødt.
Landsrettens beslutning er truffet efter to dage med mundtlige forhandlinger.
Midaldrende mænd
Under forhandlingerne har flere ængstelige pårørende og en gruppe journalister tilbragt time efter time foran retssalen, der har været lukket for offentligheden. Indimellem er de sigtede - alle midaldrende mænd - blevet ført forbi de ventende.
Bag de lukkede døre har specialanklager Jørn Thostrup fremlagt sagen for retten, ligesom de sigtede og deres advokater har givet deres syn på sagen. Blandt de sigtede er to ansatte fra henholdsvis Region Sjælland og Rigspolitiet. De fire andre er medarbejdere i de to konkurrerende it-firmaer.
Advokat Anders Nemeth er forsvarer for en af de løsladte.
- Både min klient og jeg er naturligvis glade og lettede over afgørelsen, siger han til Ritzau.
Alle de sigtede nægter sig skyldige.
Ritzau
Læs dknyts tema om it-bestikkelsessagen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.