
LYNGBY-TAARBÆK: Et af de endnu ubesvarede spørgsmål i sagen om udbud af rideskolen Dyrehavegaard er for flere af de kritiske byrådsmedlemmer, at forvaltningen ikke har gjort krav på en solid dokumentation for, at den nye forpagter har styr på økonomien.
Det helt store fokus på forpagters økonomi kommer sig af, at han tilsyneladende skylder det offentlige tre millioner kroner. Det har blandt andet været beskrevet i artikler i lokalavisen Det Grønne Område.
Et byrådsmedlem har ifølge viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) leveret dokumentation for, at forpagteren skylder disse tre millioner væk, og denne dokumentation er ifølge ham forvaltningen bekendt. Alligevel har man tilsyneladende ikke stillet yderligere krav til forpagterens økonomi.
- Han (forpagteren, red.) har sagt ét i byretten og noget andet i forbindelse med ansøgningen til Lyngby-Taarbæk Kommune – og det er klart, at det kan man ikke. Og der synes jeg, at det må være super simpelt at bede om dokumentation for forholdene, siger den socialdemokratiske viceborgmester Simon Pihl Sørensen, der sammen med De Konservative og SF udgør det kritiske store mindretal i byrådet.
Ifølge Grith Skovgaard Ølykke, der er lektor på Juridisk Institut på CBS, så har kommunen ikke pligt til at indhente tro- og loveerklæringer på, at forpagteren ikke har gæld til det offentlige – men det står til enhver tid kommunen frit for at bede om det. Til dknyt skriver Grith Skovgaard Ølykke i en mail:
‘Der er ikke lovpligt til at kræve en tro- og loveerklæring i auktioner om forpagtninger/koncessioner, men man kan godt vælge at kræve en'.
Direktionen vil ikke udtale sig i sagen, så længe den behandles i økonomiudvalget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.