HOLSTEBRO / STRUER: Bioenergianlægget Maabjergværket har omtrent sikret brændselsbehovet i resten af værkets levetid frem til 2032. Det er sket i en aftale mellem Maabjergværket og affaldsselskaberne Nomi4s og Energnist. Aftalen betyder, at de to selskaber skal levere 130.000 ton forbrændingsegnet affald om året de næste 12 år.
- Det betyder, at vi i fremtiden får lettere ved at leve op til vores mål om konkurrencedygtige og stabile fjernvarmepriser, som i dag er blandt de ti pct. laveste i Danmark, siger Nils Ulrik Nielsen, der er formand for Maabjergværket.
Værket er ejet af Vestforsyning og Struer Forsyning. Men fra årsskiftet har Energnist og Nomi4S købt fire pct. af Maabjergværket. Og det er kun på grund af dette medejerskab, at det er tilladt at lave en aftale, hvor affaldet ikke skal i udbud. Med aftalen er Maabjergværket sikret affald fra et større vestjysk område - og kan stort set slippe for at skulle importere udenlandsk affald.
Affald på kryds og tværs
Når affald sendes i udbud, risikerer det at blive transporteret på kryds og tværs af landet. Derfor er aftalen også en fordel for Nomi4S.
- I dag er der overskud af affald i Jylland, og der er mangel på Sjælland. Hvis affald skal i udbud, risikerer vi at skulle køre affald til Sjælland og betale broafgifter for at komme af med det, siger Finn Thøgersen, der er formand for Nomi4S.
- Vi kontaktede Holstebro Kommune og Maabjergværket, i vores arbejde med at finde en stabil løsning til de overskydende affaldsmængder, vi ikke har kapacitet til at energiudnytte på vore egne værker i Kolding og Esbjerg. Og nu er det så lykkedes, at få en aftale på plads, der sikrer vores afsætning til en fair og gennemskuelig pris siger Peder Hummelmose, der er formand for Energnist.
Formanden for Vestforsyning og Maabjergværket, konstaterer, at den lokale varmeproduktionen nu er sikret lang tid frem.
- I 2015 købte vi Maabjergværket af det daværende Dong for at sikre, at varmeproduktionen i Holstebro og Struer kom på lokale hænder. Nu gør vi arbejdet færdigt ved også at sikre brændselsgrundlaget, siger Nils Ulrik Nielsen.
MG
FAKTA OM AFTALEN
- Aftalegrundlaget mellem Maabjergværket, Nomi4s og Energnist består af en ejeraftale mellem alle tre parter, en leveranceaftale mellem Nomi4s og Maabjergværket og en tilsvarende leveranceaftale mellem Energnist og Maabjergværket
- Ejeraftalen giver Nomi4s og Energnist hver én plads i bestyrelsen til gengæld for hvert af selskabernes køb af fire pct. af aktierne i MEC - Bioheat&Power A/S, som er det selskab, der driver Maabjergværket
- Ifølge leveranceaftalen mellem Nomi4s og Maabjergværket leverer Nomi4s 50.000 ton forbrændingsegnet affald om året, mens Energnist i medfør af den tilsvarende leveranceaftale mellem Energnist og Maabjergværket leverer 80.000 ton forbrændingsegnet affald
- Nomi4s og Energnist har fortrinsret til at levere ekstra mængder af forbrændingsegnet affald udover de mængder, der er fastsat i leveranceaftalerne, hvis dette kan ske til samme pris og på samme vilkår som Maabjergværket ellers kan skaffe affaldet til i Danmark eller udlandet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.