
Når 35 af 45 borgmestre siger til Børsen, at de vil øge udliciteringen i deres kommuner de kommende fire år, kommer det ikke bag på Jacob Torfing, der er professor ved Institut for Samfund og Globalisering ved RUC. Han mener, at tendensen blandt andet er et resultat af kommunalreformen, hvor 275 kommuner pr. 1. januar 2007 blev til 98:
- Kommunerne er blevet større og bedre til at håndtere udlicitering. Det er faktisk en kompliceret størrelse at have med at gøre og kræver ekspertise, som man i højere grad har fået efter kommunalreformen.
- Samtidig er de kommunale budgetter mere pressede, og man leder desperat efter knapper, man kan skrue på. Oveni er der sendt utvetydige signaler fra både Produktivitetskommissionen og Finansministeriet om, at det er den vej, man skal, siger Jacob Torfing.
Kommunerne udliciterer allerede i stor stil på tekniske områder som vedligeholdelse af veje og gartnerarbejde. Derfor vil en øget uddelegering af opgaver til private formentlig skulle ske på de sociale områder, og her er erfaringerne blandede, fortæller professoren:
- Der udliciteres allerede meget på de tekniske områder med gode erfaringer. Den store udfordring bliver at tage fat på velfærdsområderne, fordi man formentlig vil kunne få det billigere, men man kan ikke være sikker på at få det bedre. Indtil videre har det været sådan, at man får det, man betaler for, siger Jacob Torfing.
Kvaliteten en udfordring
Han mener, at man mangler værktøjer, der kan sikre kvaliteten hos de private udbydere.
- Det er svært at specificere arbejdet og kontrollere kvaliteten af et firma, der eksempelvis laver aktivering af ledige. Det kan sagtens være, at de bare hjælper de ledige, der er nemmest at aktivere, frem for at hjælpe dem, der har mest brug for hjælp, siger professoren.
Han deltager lige nu i et stort forskningsprojekt, hvor man undersøger, hvad der sker med prisen og kvaliteten på kommunale opgaver, der bliver udliciteret. De første rapporter fra projektet kommer til efteråret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.