dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Midtjyllands Lufthavn lukkes, foreløbig midlertidigt
Det kan snart være slut med flyforbindelser fra en række midt- og vestjyske kommuner til København, hvis Midtjyllands Lufthavn lukker permanent.
Foto: Morten Lee Pedersen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Midtjyllands Lufthavn lukkes, foreløbig midlertidigt

De fleste medarbejdere får fyringsvarsel, og lufthavnen lukkes midlertidigt, fordi der endnu ikke er fundet noget flyselskab til at tage over efter 9. december.

Bestyrelsen for Midtjyllands Lufthavn i Karup varsler nu midlertidig lukning af lufthavnen og opsigelse af hovedparten af medarbejderne.

Det skyldes, at det stadig ikke er lykkedes at finde en ny operatør til at stå for flyvninger til og fra lufthavnen, når den nuværende aftale med flyselskabet DAT udløber 9. december, altså med udgangen af næste uge. Selv om der stadig forhandles, har lufthavnens bestyrelse ikke set anden udvej end at varsle fyringer og midlertidig lukning.

- På medarbejdernes og på Midtjyllands vegne er jeg utrolig ked af, at vi nu er nødt til at varsle en midlertidig nedlukning af lufthavnen og varsle opsigelse af medarbejderne. Men som ansvarlig bestyrelse har vi ikke andre muligheder, når vi ikke har en ny aftale på plads på nuværende tidspunkt, siger Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V), som er formand for bestyrelsen.

Midtjyllands Lufthavn drives som et fælleskommunalt selskab mellem kommunerne Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og Viborg. For øjeblikket er der kun to-tre daglige afgange til og fra København fra lufthavnen. 

Forberedt på permanent nedlukning

- Vi håber stadig, at vi lykkes med at finde en ny operatør til Midtjyllands Lufthavn, men vi skal forberede os på det værst tænkelige scenarium, som er en permanent nedlukning, tilføjer Ulrik Wilbek.

Han ønsker ikke at kommentere på de konkrete forhandlinger med potentielle nye operatører, ligesom han heller ikke kan kommentere på de langsigtede planer, hvis det ikke lykkes at finde en ny operatør.

- Vi ønsker fra bestyrelsens side at vise rettidig omhu ved at varsle en midlertidig nedlukning med de deraf følgende konsekvenser. Det ændrer dog ikke på, at vi stadig er fuldt fokuseret på arbejdet med at finde en ny operatør til gavn for ikke mindst erhvervslivet i Midtjylland. Det betyder, at der er en lang række spørgsmål, vi ikke kan besvare endnu, siger Ulrik Wilbek.

De ni ejerkommuner har i en håndfuld år været nødt til årligt at poste omkring 6 mio. kr. i driften for at dække underskuddene, ligesom lufthavnen særskilt har bedt om tilskud på 7 mio. kr. i både 2022 og 2023. På baggrund af aktuelle likviditetsproblemer har lufthavnens bestyrelse bedt om et ekstraordinært driftstilskud på i alt 6 mio. kr., fremgår det af dagsordenen for økonomiudvalget i Holstebro, som skal behandle sagen onsdag. 

Der er lagt op til, at kommunen bevilger de 1,1 mio. kr., som er Holstebros andel, under forudsætning af, at de øvrige kommuner også bevilger deres del. 

Herning har den største ejerandel på knap 28 pct., mens Holstebro ejer 18,56 pct. og Viborg 12,57 pct. af lufthavnen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.