Når indkøbsaftaler forhindrer en udflyttet statsinstitution i at komme helt tæt på

LOLLAND: I 2019 flyttede Nationalbiblioteket Nota fra Østerbro til Nakskov som led i udflytningsaftalen Bedre Balance 2. Antropolog og lokalsamfundsforsker Birgitte Romme Larsen rejste med for at studere mødet mellem en statsinstitution og lokalsamfundet i Nakskov. Her mødte hun en udflyttet institution i et konstant limbo mellem lokale normsæt og centrale regelsæt.

”Bedre Balance” (2015), ”Bedre balance 2” (2018), ”De fire Tættere på-udspil” (2021), ”nærhospitaler” og ”nærpolitistationer”. Generelt har vi i løbet af de seneste 5-10 år set flere gode intentioner fra både VLAK-regeringen og senest S-regeringen om at ”bringe oplevelsen af nærhed tilbage til danskerne”, som den nu forhenværende S-regering skrev i udspillet ”Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund” fra maj 2021. Men at komme tæt på er ikke ensbetydende med at være nær, lyder det fra Videncenteret for Landdistrikter.

Det har Birgitte Romme Larsen flere rammende eksempler på fra sit casestudie af den udflyttede statsinstitution Nota, Nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskeligheder, som er et videncenter og bibliotek under Kulturministeriet med omkring 80 medarbejdere.

Birgittes forskning handler blandt andet om kuglepenne, frokostordninger og en ihærdig statslig institution, som gør alt for at passe ind og tage del i sit nye lokalområde, men som i det daglige må efterleve statens centraløkonomiske procedurer i form af bl.a. centrale indkøbsaftaler. Efter tre år i Nakskov står en ting klart: statens ønske om decentralisering skæmmes af statens egen centraliserende praksis.

På torvet i Nakskov

Birgitte ankommer til Nakskov i oktober 2019 på selve åbningsdagen for Nota, som flytter ind i byens tidligere rådhus på det centrale torv, Axeltorv. Bygningen har i 130 år fungeret som rådhus, fra den stod færdig i 1876 og frem til Strukturreformen i 2007. Her blev Nakskov Kommune lagt sammen med seks andre kommuner til Lolland Kommune, hvis administrative center i dag ligger i det tidligere Maribo Rådhus.

På torvet i Nakskov er der i oktober 2019 lagt an til et festligt offentligt åbningsarrangement med pølser, fadøl, jazz, rundvisning i det tidligere rådhus og taler ved Lollands borgmester og Notas direktør.

- Jeg stiller mig op i den lange kø til rundvisning i Notas nye hjem og lægger hurtigt mærke til, at samtalerne i køen meget handler om alt det, der var engang. Der var udbredt vemod over, at kommunen havde solgt nakskovitternes gamle rådhusbygning til staten. Et rådhus, som er selve symbolet på den kommunale selvstændighed, som Nakskov engang havde, fortæller Birgitte og fortsætter:

- Allerede her så jeg, hvad det var for en situation, Nota og Notas medarbejdere var landet i. For det var dem, der nu skulle håndtere den utilfredshed, som eksisterede blandt nakskovitterne og forsøge at skabe et godt lokalt naboskab. Og hvorfor er de nødt til det? Fordi de skal kunne rekruttere lokalt. Og hvis man som arbejdsplads får et dårligt lokalt omdømme som en, der er ligeglad eller usolidarisk med lokalsamfundet og lokalområdet, ja så søger folk i området typisk hellere job hos en anden end dig. Så enkelt er det.

”Så lad os da for pokker komme ned og få lov at gøre noget godt for Nakskov”

Heldigvis er både Nota og Notas medarbejdere meget optagede af at udgøre et lokalt bidrag og vise nakskovitterne, at de ikke er så anderledes endda.

- Nota er meget opmærksomme på at være en god nabo og opsatte på at gøre en forskel for byen. Selvom det på det personlige plan var en stor omvæltning for mange af de medarbejdere, som flyttede med jobbet fra København til Nakskov, så var der alligevel bred enighed om på arbejdspladsen, at når nu, det var sådan det var, ”så lad os da for pokker komme ned og få lov at gøre noget godt for Nakskov", fortæller Birgitte.

Men en ting er som en tilflyttet statslig arbejdsplads at have et ønske om lokal accept og medlemskab. Noget andet er at opnå accept og inklusion i praksis – gennem aktiv handling og deltagelse – og det er heri den store udfordring består. Lad os starte med kuglepennene.

Nota er nu en del af den centrale bymidte i Nakskov. En bymidte, som gennem det seneste årti har oplevet et stigende antal butikslukninger. Derfor er det mere vigtigt end nogensinde, at det gensidige økonomiske kredsløb på tværs af bymidtens forretninger og andre handels- og erhvervsdrivende holdes i hævd. Det er det kredsløb, som for eksempel opstår, når den lokale glarmester laver ruderne hos frisøren, der køber sine blomster hos blomsterhandleren, der køber sin frokost i caféen, som reklamerer for turistinformationen, der omvendt har foldere liggende fra bymidtens butikker. Der er en klar forventning om, at Nota, som en nu lokalt beliggende arbejdsplads i bymidten, tager aktivt del i det kredsløb.

- Problemet er bare, at det kan Nota ikke bare sådan uden videre på grund af diverse centraløkonomiske reglementer såsom Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), som skal effektivisere det offentliges indkøb af varer. Helt konkret ligger der en kontorforsyningshandel lige over for Nota på torvet, hvor Notas medarbejdere i begyndelsen helt undtagelsesvist fik lov at købe kuglepenne og andre mindre kontorartikler, indtil de centralstatslige forsyninger var på plads. Det var en enorm tilfredsstillelse for medarbejderne at føle, at de bidrog til og gjorde en forskel for bylivet i Nakskov. Det var jo blandt andet derfor, lød den politiske fortælling, at de var blevet udflyttet. Men så gik der ikke så lang tid, så kom varevognen fra København med kontorforsyninger fra den centralstatslige leverandør, og så var det ligesom slut med det, fortæller Birgitte.

Et lignende eksempel handler om Notas frokostaftale. Aktuelt får Nota sin frokostbuffet fra en lokal restaurant på torvet, nærmeste nabo til Nota. Den er valgt på baggrund af et offentligt udbud, som flere lokale restauratører meldte ind på. Men når Statens Facility Management-aftale (FM), som blev lanceret i 2017, er fuldt udrullet senest i 2024, vil det også være slut med sådanne lokale serviceaftaler. Herefter vil samtlige serviceydelser til statens institutioner (fx kantine, renhold, vedligehold) blive leveret af en til to centrale hovedleverandører, som skal forsyne alle statsinstitutioner i hele landet.

- Problemet er simpelthen, som en Nota-medarbejder selv forklarede det, at man decentraliserer med den ene hånd, ved for eksempel at udflytte statslige arbejdspladser, mens man med den anden hånd blot begynder at centralisere endnu mere. Tilbage står Nota og dens medarbejdere med et stort ønske om at få lov at indgå i det lokale økonomiske kredsløb og vise, at de rent faktisk ønsker at gøre en forskel lokalt, men centralstatens egne regler spænder ben for dem. Og det er jo ikke nødvendigvis lige alle i Nakskov, som kender til SKI og FM. Så i sidste ende er det altså Nota selv, som ender med at skulle stå på mål for det lokalt, forklarer Birgitte.

Et opråb fra den lokale virkelighed: Mere fleksibilitet, mindre standardisering

Ifølge Birgitte lader der til fra politisk hold at være en forståelse af, at hvis man blot geografisk flytter ting ”tæt på”, så vil borgerne opleve det som ”nært”. Hun uddyber:

- Men man bliver ikke nødvendigvis oplevet som nær, bare fordi man er tæt på. Det er aktiv deltagelse, der lokalt skaber oplevelsen af nærhed. Faktisk kan staten endda komme til at blive oplevet endnu mere fjern og fraværende, desto ”tættere på” den rykker – hvis den ikke samtidig udviser forståelse for, hvad det vil sige at være del af et lokalsamfund. Og dermed undergraves hele statens eget ønske om at blive opfattet som mindre fjern. Problemet er ganske enkelt, at hele udflytningen i det daglige skal lykkes på centralstatens egne præmisser. Man plæderer for ”staten i hele landet”, men fortsætter uændret som ”staten i staten”.

De centralstatslige indkøbs- og serviceaftaler er indbegrebet af standardisering og infleksibilitet. Men når en statslig arbejdsplads flytter ud i et lille bysamfund, forklarer Birgitte, er der brug for det modsatte, nemlig pragmatisme og fleksibilitet. Ifølge Birgitte bør der derfor fra politisk hold skabes rum for, at de udflyttede statsinstitutioner bedre kan agere i overensstemmelse med de lokale forhold.

- Helt konkret kunne man vende den om og tænke i decentrale indkøbsregler: hvis en udflyttet statsinstitution til rimelig pris kan skaffe printerpapir, kuglepenne og frokostbuffet inden for lokalområdet, så kan der afviges fra indkøb gennem SKI og FM. Det ville gøre en kæmpe forskel for landets små bysamfund – og med al sandsynlighed vil det store statslige regnestykke i sidste ende gå lige op, fordi det vil bidrage til færre lokale butikslukninger og hermed også til en styrkelse af de danske landdistrikter og yderområder.

Birgitte Romme Larsen er lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet, mail: [email protected]. Forskningsstudiet om statslig udflytning til Nakskov er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.