De første nye ejendomsvurderinger, som skulle være kommet i efteråret i år, udskydes til sommeren 2021. Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse onsdag aften. Det sker, efter at Folketingets skatteordførere er blevet orienteret.
- Forsinkelsen er på ingen måder acceptabel. Mange har set frem til at få en mere retvisende ejendomsvurdering og få klarhed over deres fremtidige boligskatter, siger skatteminister Morten Bødskov (S) i meddelelsen.
Det er Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der har meddelt ministeriet, at det nye system er udfordret.
Test sværere end ventet
Forsinkelsen her og nu skyldes, at de nødvendige test af de første vurderinger har været vanskeligere at gennemføre end forudset, lyder det i pressemeddelelsen.
"Samtidig er styrelsen blevet udfordret af hjemsendelser i forbindelse med covid-19," står der.
En ejendomsvurdering er den vurdering, som skattevæsenet laver af, hvad en bolig er værd. Vurderingen har betydning for, hvor meget man skal betale i skat.
Ministeren har bedt om et samlet overblik over udfordringernes omfang og lægger op til at gennemføre en "ekstern trykprøvning af projektet".
- Projektet har udviklet sig så kritisk, at jeg mener, forligskredsen har brug for rådgivning fra nogen, som hverken er en del af forvaltningen eller af de konsulenthuse, der udvikler på systemet, siger han i pressemeddelelsen.
Tilsyn strammes, rådgivning styrkes
Desuden skal tilsynet strammes, lyder det. Rådgivningen til de store it-projekter i Skatteforvaltningen skal også styrkes.
I Dansk Folkeparti er utilfredsheden stor hos skatteordfører Dennis Flydtkjær.
- Tilliden til det system kan ligge på et meget lille sted, og jeg frygter inderligt, at det ikke er sidste forsinkelse, lyder det.
Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, kan godt forstå frustrationen hos de borgere, som har betalt for meget i boligskat, og som måske risikerer at gå bort, inden de får pengene tilbage.
- Jeg kan forstå, at ministeren vil sikre, at udbetalingerne ikke bliver lige så forsinkede som vurderingerne, men jeg synes bestemt, at forsinkelsen er for dårlig, siger hun.
13 mia. kr. lader vente på sig
Miseren startede allerede i 2007, hvor det stod klart, at vurderingen af danskernes boliger - der er afgørende for beskatningen - ikke var god nok. Senere blev det bestemt, at et nyt it-system skulle stå for vurderingerne.
Det er dog i årevis blevet udsat igen og igen. Og i slutningen af 2019 blev den fulde implementering udsat til 2024.
Allerede fra efteråret i år skulle de første vurderinger dog komme og dermed også de første tilbagebetalinger af for meget betalt skat.
Det er ikke småpenge, der er tale om. I maj vurderede Skatteministeriet, at staten skylder i alt 715.000 ejerboliger omkring 13 mia. kr. i for meget betalt skat.
Det bliver dyrt for statskassen, for boligejerne betaler stadig skat på baggrund af vurderingerne fra 2011. Dermed vokser regningen år for år, og samtidig løber der hvert år renter på cirka 6,2 pct. oveni.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.