Vælgererklæringer skal fra 3. september afgives i et nyt digitalt system, hvor vælgere ved to besøg på en hjemmeside kan give deres underskrift ved hjælp af NemID. Det gamle system lukkes 31. august, men sættes på pause for nye støttetilkendegivelser allerede fra nu på lørdag 22. august.
Pausen på 11 dage skyldes, at der også i det nye system er en syv dages eftertænksomhedsperiode, således at en vælger som hidtil først skal afgive en støttetilkendegivelse og så en uge senere den egentlige vælgererklæring. Støttetilkendegivelser efter 22. august vil imidlertid ikke kunne nå at blive fulgt op med en vælgererklæring i det gamle system, derfor timeout'en frem til 3. september.
Det nye system overtager også den indledende del med støttetilkendegivelse, som i det nuværende system skal gives til det enkelte parti. I det nye system skal det ske på vælgererklæringsportalen, som derefter automatisk sender en påmindelse til vælgeren efter de syv dage. Flytningen af støttetilkendegivelsen til en offentlig portal er direkte afledt af et par partiers kreative omgang med denne del af proceduren.
Godkendte partier har frem til torsdag i næste uge til at registrere sig i det nye system for dels overhovedet at kunne bruge det, dels for ikke mindst at få deres vælgererklæringer fra de gamle system med over. I modsat fald slettes alle hidtidige vælgererklæringer, og det skal forstås bogstaveligt. 'Der kan ikke dispenseres fra fristen', har Indenrigsministeriet meddelt partierne.
Tre har over 2.000
For de to største af de endnu ikke opstillingsberettigede partier, Kristendemokraterne og Veganerpartiet, får systemændringen ingen betydning. De har begge passeret det krævede antal vælgererklæringer og har anmeldt sig til Indenrigministeriet, som dog endnu ikke har bekræftet deres opstillingsberettigelse. Det anses dog for en formssag.
Blandt de resterende underskriftindsamlende partier samler interessen sig herefter om tre: Simon Emil Ammitzbøll-Billes Fremad, Klaus Riskær Pedersens Borgerlisten og Stram Kurs' afløserparti Hard Line med henholdsvis 3.504, 2.489 og 2.033 vælgerklæringer i hus ved den seneste opgørelse fra begyndelsen af august. De har frem til næste sommer til at nå op på de krævede 20.182 underskrifter, før de først indsamlede bliver forældede efter 18 måneder.
Foruden de nævnte to plus tre partier er der yderligere i alt 242 godkendte partier, som indsamler vælgererklæringer, alle dog reelt chanceløse. For de 12 nyeste er der en undtagelse fra registreringspligten til det nye system, dog vil det næppe gøre nogen større forskel. Af de 12 partier har kun to overhovedet fået underskrifter, henholdsvis seks og en enkelt ved den seneste opgørelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.