
ODENSE: Denne mandag morgen viste en gennemgang af Anker Boyes telefonregninger for de sidste 15 måneder, metroxpress har foretaget, at borgmesteren fortsat har et meget højt forbrug af data på telefonen. Anker Boye har ikke reageret på metroxpress' henvendelser om mobilforbruget.
Det har til gengæld Odense Kommune i en pressemeddelelse, hvor kommunen oplyser, at den allerede i maj strammede reglerne for brug af telefoni, ligesom den i sin tid indførte en fempunktsplan for at sikre bedre styr på forbruget.
'Den seneste høje regning for datatrafik er fra marts-april 2014. Det vil sige, at der ikke har været høje regninger, siden sagen blev mediemæssigt belyst første gang i maj 2014', skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Forholdsreglerne er blandt andet, at de odenseanske politikere får advarende sms'er, hver gang der er brugt data for 360 kr. Samtidig blev der indført en administrativ grænse, der betyder, at der lukkes for dataadgangen, hvis kvartalsforbruget kommer over 8000 kr.
Millionkrav fra TDC
Sagen om telefoni i Odense begyndte efter borgmester Anker Boye (S) havde brugt over 200.000,- kr. på en telefonregning i forbindelse med en ferie i Tyrkiet.
Siden har kommunen rejst spørgsmålstegn ved afregningspris og datamængde, og det endte med et forlig fornylig, hvor regningen blev halveret og bliver betalt af Anker Boye selv.
Imidlertid er kommunen og teleleverandøren, TDC, uenige om i alt omkring 1000 regninger, og Odense Kommune forbereder et krav mod TDC på næsten 10 mio. kr.
I starten af september kunne dknyt fortælle, at sagen om Anker Boyes regning endnu ikke er slut, da Det Kommunale Tilsyn efter en henvendelse fra tidligere byrådsmedlem Lasse Bork Schmidt (K) bad tilsynsmyndighederne gå ind i sagen.
- Jeg har spurgt tilsynet, om en kommune kan tolke fri telefoni som netop det, fri telefoni, hvor kommunen både dækker spil, busbilletter og internetforbrug uden nogen øvre grænse, sagde Lasse Bork Schmidt dengang til dknyt.
Planens fem punkter:
- Indskærpelse af gældende regler for offentliggørelse af udgifter til rådmænds og borgmesters telefoni og dataforbrug på kommunens hjemmeside
- Ny regel for offentliggørelse højst en måned efter kvartalsregning er kommet
- Forbedring af den interne overvågning af forbruget og udarbejdelse af procedure til skærpet overvågning
- Ny procedure for at orientere borgmester og rådmænd om uregelmæssige udsving i forbruget at telefoni og datatrafik og klare linjer for godkendelse af ændringer i abonnement og forbrugsgrænser
- Indførelse af konkrete beløbsgrænser, der automatisk udløser skriftlig orientering om udsving i forbrug samt skærpet overvågning af udviklingen i forbruget
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.