ODENSE: Odense Kommune vidste, at det var ulovligt at forlænge en aftale om et kommunalt tilskud på 1,7 mio. kr. om året til Odense Sport & Event, men gjorde det alligevel. Det fremgår blandt andet af en mail fra daværende borgmester Anker Boye (S), skriver Fyens.dk.
Efter at Odense Kommunes eksterne advokatselskab Horten har vurderet sagen, der nu skal kulegraves eksternt af Kromann Reumert, har kommunen erkendt, at aftalen formentligt er helt eller delvist ulovlig, men allerede i februar 2013 vidste både borgmester Anker Boye, embedsværket og de andre medlemmer af økonomiudvalget, at en forlængelse af aftalen til en værdi af 8,5 mio. kr. ville være ulovlig erhvervsstøtte.
- Som I ved, har Odense Kommune indgået en aftale om brugen af Arena Fyn, der indebærer, at kommunen med udgangen af 2012 ikke længere skal betale leje, og at kommunens brug de næste 15 år er vederlagsfri. Denne aftale er godkendt af Statsforvaltningen, der ved godkendelsen har lagt vægt på, at der er tale om en gensidigt bebyrdende aftale, der er indgået på markedsvilkår. Det er derfor ikke muligt for Odense Kommune at forlænge perioden for betaling af leje for en ny 5-årig periode, skrev Anker Boye således i en mail til Odense Sport & Event-ejer Niels Thorborg.
Anker Boyes afvisning byggede på en intern juridisk vurdering af sagen fra januar 2013. Syv forskellige embedsmænd står som afsendere på vurderingen, hvori det hedder at en forlænget aftale må 'betragtes som en ulovlig kommunal driftsstøtte til en privat erhvervsvirksomhed', skriver Fyens.dk.
Alligevel forlængede Odense Kommune senere aftalen.
Fyens Stiftstidende har forgæves søgt aktindsigt i korrespondancen mellem kommunen og virksomheden vedrørende den otte måneder lange periode mellem det indledende nej og det endelige ja til en forlængelse af aftalen.
Avisen har heller ikke kunnet få en forklaring fra de implicerede personer i kommunen eller fra Odense Sport & Event.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.