
KØBENHAVN: Først var det Aarhus Kommune, som var klar til at skille sig af med det amerikanske selskab Microsoft som udbyder af forskellige it-systemer. Nu vil København gøre det samme. Det skriver Politiken.
I København skyldes beslutningen økonomi og en "monopollignende" tilstand, mens den udenrigspolitiske situation med Donald Trump som USA's præsident ligeledes er et motiv.
Det siger Henrik Appel Espersen (S), der er formand for revisionsudvalget i kommunen, til avisen.
- Hvis nu, teoretisk set, forholdet til USA skulle blive værre, så kan man frygte, at Microsoft kan blive tvunget til at lukke det hele ned, lyder det.
- Den mulighed eksisterer. Og hvis vi pludselig ikke kan sende mails og kommunikere i vores systemer, så bliver vi altså udfordret.
Nogenlunde samme begrundelse kommer fra Aarhus, hvor beslutningen blev taget for nylig. I begge kommuner har man brugt Microsoft Office-programmerne samt selskabets cloudtjenester.
Bo Fristed, der er digitaliseringschef i Kultur og Borgerservice i Aarhus, siger, at man nu har skiftet til en tysk udbyder. Det har nedbragt den årlige regning i hans egen afdeling fra 800.000 kr. til 225.000 kr., siger han.
Men han erkender også, at det ikke blev taget godt imod af de ansatte, at man skiftede til et alternativ. Det blev oplevet som en forringelse. Dog har mange været glade for at kunne være med til at spare penge på kommunens vegne.
I København vil man også finde et europæisk alternativ til Microsoft.
For lidt mere end et år siden kunne techmediet Version2 beskrive, hvordan kommunernes udgifter til Microsoft var eksploderet de seneste år. Eksempelvis lød kommunernes årlige regning på 313 mio. kr. i 2018, mens den fem år senere var vokset til 538 mio. kr.
Selskabet var en så integreret del af kommunernes systemer, at der ikke fandtes alternativer, lød det.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.