Den danske udviklingsbistand bør bruges på at fodre sultne munde og hjælpe til med nødhjælp verden over. Den bør til gengæld ikke blive brugt på at bygge en milliarddyr lagerhal i Københavns Nordhavn.
En bygning, der ovenikøbet bliver dyrere og dyrere. Sådan formulerer flere partier på begge fløje i Folketinget deres kritik af byggeriet af det nye Unicef-lager i København.
- Man kan godt diskutere, om man giver for meget eller for lidt i udviklingsbistand, indleder Dennis Flydtkjær, finansordfører i Danmarksdemokraterne.
- Men når man nu giver bistand, tror jeg, at danskerne har en forventning om, at skattekronerne bruges på børn i Afrika eller på katastrofer, og ikke et monsterdyrt byggeri i Danmark, siger han.
Endnu en prisstigning
Søndag kom det frem via et aktstykke til Folketingets Finansudvalg, at prisen på byggeriet nok engang må opjusteres. Det skrev både DR og Ekstra Bladet.
Konkret vurderes den samlede regning for den 30 år lange, uopsigelige lejeperiode at koste lige over 4,7 milliarder kroner. Det er 300 millioner kroner mere end det seneste skøn fra sidste år.
Ifølge By & Havn skyldes opjusteringen, at man har inkluderet flere udgifter i det samlede tal, der nu sendes til Finansudvalget, end man gjorde sidste år.
- Stigningen skyldes altså primært forbrug og drift, som nu er lagt ind i den samlede pris, lyder det i et skriftligt svar fra By & Havn.
Oprindeligt lød den samlede pris på 2,6 milliarder kroner.
I SF mener man ikke, at de stigende udgifter skal ske på bekostning af nødhjælpen.
- Det skal ikke være verdens fattigste, der betaler for, at der er sket en budgetoverskridelse på nogle kontorer i København, siger finansordfører Sigurd Agersnap til DR.
Han mener, at regeringen bør betale regningen med andre penge end dem til udviklingsbistand. Lageret skal opføres i Københavns Nordhavn og erstatte det verdenslager, der i forvejen ligger i området.
- Stigningen i huslejen kan primært henføres til opdaterede priser på baggrund af indkomne tilbud efter udbud og opdaterede krav fra sundhedsmyndighederne, lyder det i aktstykket.
Forventningen er, at lejemålet kommer til at bestå af omkring 15.000 kvadratmeter kontor samt omkring 55.000 kvadratmeter lager med videre. Det fremgår af aktstykket. Lageret, som kaldes Campus 4, bliver Unicefs største centrallager for humanitær hjælp på verdensplan.
Danmarksdemokraterne foreslår nyt udbud
Danmarksdemokraterne ønsker, at regeringen i stedet skal sørge for at afsøge mulighederne for, om lageret kan placeres billigere et andet sted i landet.
- Det er oplagt, at man stopper op og sætter byggeriet i udbud, fordi man formentlig kan få et billigere byggeri andre steder, siger Dennis Flydtkjær.
Udenrigsministeriet fastholder, at det nye lager i København er prisen værd.
- Danmark har en væsentlig interesse i at være vært for Unicefs humanitære varelager. Værtskabet for FN-byen og verdens største humanitære varelager er med til at placere Danmark centralt i FN.
Dertil er der store økonomiske interesser på spil, svarer ministeriet i en skriftlig kommentar til DR.
- I løbet af de seneste fem år, mellem 2020 og 2024, har Unicef indkøbt varer og tjenesteydelser fra virksomheder i Danmark for næsten 10 milliarder kroner.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.















