
NORDJYLLAND: Det er ikke en tilfredsstillende måde, regionen har valgt at håndtere lægemanglen i det nordjyske. Det mener Praktiserende Lægers Organisation (PLO), som nu sender Sundhedsminister Astrid Krag (SF) et brev med en opfordring til at undersøge, om aftalen med Falck Healthcare om drift af to regionale lægeklinikker er i harmoni med sundhedsloven.
Det vurderer lægerne nemlig ikke selv, at den er. De ændringer, der træder i kraft 1. september 2014 - og som bl.a. er resultat af forårets konflikt - åbner rigtig nok op for, at regionerne kan udbyde driften af almen praksis til private firmaer. Men eftersom de to Falck-drevne klinikker allerede åbner 1. september i år, kan aftalen ikke begrundes i de nye regler, mener konstitueret formand for PLO, Bruno Melgaard Jensen.
- Vi vil gerne spørge ministeren, om der er et eller andet, vi har overset, som kunne være en god forklaring på, at de må det der. Praksis har indtil nu været reguleret efter vores overenskomst, og den siger, at hvis man ikke kunne lave praksis på almindelige vilkår, så havde man mulighed for, at regionen selv kunne lave en klinik. Men der har ikke været mulighed for privat udbud, siger han til dknyt.
Bruno Melgaard Jensen understreger, at han anerkender vanskelighederne med lægedækningen i området.
- Men vi vil gerne sikre os, at de regler, der er, bliver overholdt og derfor spørger vi ministeren, siger han.
Stadig regional klinik
Regionsrådsformand Ulla Astman (S) afviser overfor dknyt, at aftalen med Falck skulle være i strid med gældende lov.
- Der står intet som helst i lovgivningen om, hvordan regionsklinikkerne skal drives. Vi ejer klinikken og ydernumrene, men vi vil gerne have andre til at stå for den daglige drift. Men det er stadig en regionsklinik, siger hun.
Dermed afviser Ulla Astman også en anden af PLOs anklager; at det skulle være konkurrenceforvridende, at Falck slipper for at betale for lokalerne, når de praktiserende læger står selv for den type udgifter.
- Det er ikke anderledes end alle mulige andre opgaver, hvor vi udbyder driften, men selv ejer lokalerne, siger regionsrådsformanden.
- Hvis der om to år står en praktiserende læge og vil overtage, så har man forkøbsret fuldstændig vedlagsfrit. Hvis der endelig var noget, man kunne kalde konkurrenceforvridende, så var det måske det, tilføjer hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.