Virksomheden Forenede Care, der driver fire plejehjem, fik et rekordstort minus sidste år på over 10 mio. kr., fortæller DR Østjylland. Men direktør Thomas Nistrup tager underskuddet med sindsro.
- Det er jo hele tiden en balancegang mellem at sikre sig, at man kan tjene penge til sine aktionærer - i vores tilfælde er det enkefru Kirsten Krogh. Og på den anden side skal man også sikre sig, at medarbejderne har det godt og så sørge for, at beboerne og kvaliteten er i orden. Lige nu vægter vi medarbejderne og kvaliteten over, at enkefru Kirsten Krogh får et aktieudbytte, siger Thomas Nistrup.
Forenede Care driver de fire plejehjem Langagergård Plejecenter i Karlslunde, Kastanjely Plejecenter i Svinninge, Søhusparken i Ebeltoft og Bøgeskovhus i Aarhus. Det nye årsregnskab viser et minus på over 10 mio. kr. - fire mio. kr. mere end året før. 2014 er femte år i træk med underskud.
Selve driften har også givet problemer. Rapporter fra et embedslægebesøg tidligere på året på Bøgeskovhus og Søhusparken viser, at der har været alvorlige fejl og mangler, der indebærer risiko for patientsikkerheden.
Forenede Care er ikke på vej til at droppe plejehjemsdrift, men spørgsmålet er, hvor længe virksomheden kan tåle at give underskud.
- Det kan vi slet ikke sige noget om. Vi har jo drevet plejehjem i Sverige siden 1999, og der brugte vi over fem år på at komme i gang. Det her er noget, der tager tid, siger direktør Thomas Nistrup fra Forenede Care.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.