SJÆLLAND: Region Sjælland har politianmeldt en lækage, der i går fik politiet og regionen til at opgive at opretholde fortroligheden af et notat fra det eksterne konsulentfirma Rambøll.
Notatet hedder 'Forhold vedr. manglende fakturaer og tjek af leverancested for indkøb' og er udarbejdet af Rambøll for Region Sjælland i forlængelse af regionens anmeldelse af mulig bestikkelsessag i Region Sjælland.
Notatet blev holdt fortroligt for at beskytte politiets efterforskning, men en artikel i Weekendavisen fredag den 23. oktober 2015 gjorde det klart, at notatet var blevet lækket. Lækket førte i første omgang til, at regionen i går gjorde det hidtil fortrolige notat alment tilgængeligt, og i dag følges der så op med en politanmeldelse.
I politianmeldelsen redegør Region Sjælland for, at notatet er sendt til regionens forretningsudvalg den 4. oktober 2015, og til regionsrådet den 8. oktober 2015. I begge tilfælde er det blevet indskærpet både skriftligt og mundtligt på møderne, at notatet var fortroligt og at det indgår i politiets efterforskning af bestikkelsessagen. Foruden de nævnte er notatet desuden sendt til enkelte medarbejdere i regionens administration, og også de er blevet gjort opmærksom på fortrolighedskravet.
Trods den afgrænsede personkreds med kendskab til rapporten kunne fortroligheden ikke holde, og regionen ønsker opklaret, hvem der stod bag lækket. 'Region Sjælland ser med stor alvor på lækage af fortroligt materiale - ikke mindst når sådant materiale indgår i en politimæssig efterforskning', hedder det i politianmeldelsen.
mk
Læs det indtil nu fortrolige notat her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.