SYDDJURS: Efter fire år med hård kritik har embedslægen omsider noget positivt at sige om et privatdrevet plejehjem i Ebeltoft. Måske et lys i mørke for Forenede Care, der driver fire plejehjem rundt om i Danmark og har mødt en del modgang.
Men det kan vise sig at være for sent for Forenede Care, når det handler om Søhusparken i Ebeltoft. Det fortæller DR Østjylland.
Den positive rapport fra embedslægen kommer efter et tilsyn på Søhusparken i Ebeltoft i sidste uge. Der er ros til personalet, og embedslægen er kun faldet over enkelte mindre kritikpunkter.
Ældreudvalget vil have driften tilbage på kommunale hænder
I fire år har embedslægen ellers kritiseret forholdene for beboerne, og en rapport fra revisionsfirmaet BDO, som Syddjurs Kommune har bestilt, anbefaler, at man dropper samarbejdet og lader kommunen overtage driften igen.
Et flertal i byrådets ældreudvalg er enig med rapporten, og sagen bliver afgjort på byrådsmøde den 24. juni, men den nye rapport fra embedslægen bør få politikerne til at give Forenede Care en ny chance, mener direktør i plejefirmaet Thomas Nistrup:
- Jeg håber, at de vælger at samarbejde videre med Forenede Care omkring Søhusparken de næste to år.
Ældreudvalget følger fortsat BDO-rapporten
Det er formanden for ældreudvalget, socialdemokraten Ole Bollesen, nu ikke parat til.
- Vi følger den indstilling, der er kommet fra revisionsfirmaet BDO. En indstilling, der er overvejende kritisk i forhold til driften af Søhusparken, siger han til DR Østjylland.
Forenede Care driver fire plejehjem i Danmark. Det er Langagergård Plejecenter i Karlslunde, Kastanjely Plejecenter i Svinninge, Søhusparken i Ebeltoft og Bøgeskovhus i Aarhus.
Embedslægen har også tidligere været ude med kritik af forholdene på Bøgeskovhus i Aarhus. Forenede Care overtog driften af det plejehjem i september sidste år.
Forenede Care har drevet plejehjem i Sverige siden 1999, og brugte fem år på at få overskud på det der.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.