Det bliver GlobalConnect, der skal levere internet, udstyr, indbygget sikkerhed, service og lignende ydelser inden for datakommunikation til staten samt de 48 kommuner og to øvrige offentlige organisationer, der har tilsluttet sig Staten og Kommunernes Indkøbsservices (SKI) aftale kaldet 50.46 Datakommunikation/WAN. Det har SKI netop meldt ud.
Aftalen, der træder i kraft 1. oktober, er en mere omfattende afløser til statens datakommunikationsaftale, som var Danmarks hidtil største aftale om netværks- og internetforbindelser til det offentlige.
Aftalen giver store besparelser for dem, der har tilsluttet sig den, oplyser SKI. SKI’s prisbenchmark viser således, at kommunerne og de øvrige tilsluttede organisationer gennemsnitligt kan spare 41 pct. sammenlignet med det, de betaler i dag. Samlet set forventes et besparelsespotentiale for kommunerne på 44 mio. kr. årligt eller 220 mio. kr. i aftalens femårige løbetid.
- Med aftalen sikrer vi stabile og sikre forbindelser til det offentlige samtidig med, at det bliver muligt at købe fremtidens datakommunikation, SD-WAN og diverse sikkerhedsydelser til attraktive priser. På trods af de gode priser stiller kontrakterne høje krav til kvaliteten. Udbuddets resultat understreger endnu engang styrken i, at det offentlige koordinerer og indgår fælles indkøbsaftaler, siger Christian Lunding, der er udbudsdirektør i SKI.
Vandt alle fire områder
SKI havde i forbindelse med udbuddet opdelt aftalen i fire delaftaler i håbet om at skabe bedst mulig konkurrence og give både større, etablerede leverandører og mindre energiselskaber mulighed for at byde ind.
Potentielle leverandører havde således mulighed for at byde på at levere til en delaftale 1 – Staten og Region Hovedstaden, delaftale 2 – Region Sjælland, delaftale 3 – Region Syddanmark eller delaftale 4 – Region Midt- og Nordjylland.
På trods af det opsplittede udbud var det altså alligevel en enkelt virksomhed i form af GlobalConnect, der blev vurderet som det bedste bud på at levere til hele landet vurderet ud fra en vægtning af 70 pct. på pris og 30 pct. på kvalitet.
- På tværs af de fire delaftaler er det lykkedes at opnå særdeles attraktive priser, især på de mest købte ydelser, som de offentlige kunder har indmeldt til SKI. Samlet set er der tale om en meget attraktiv aftale for de offentlige kunder, siger Christian Lunding.
Aftalen har en varighed på fem år med mulighed for at forlænge to gange med optioner af et års varighed.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.