Den nye generation af SKI-aftalen 50.49 Standardsoftware er nu tildelt Atea A/S og træder i kraft 1. april 2025. Aftalen er tilsluttet af 96 kommuner og syv forsyningsselskaber, som nu kan tilpasse deres licensindkøb og undgå standardpakker. Aftalen er forpligtende at anvende for de 103 tilsluttede organisationer og har en estimeret værdi på 4,12 mia. kr., oplyser SKI.
Aftalen fastlåser priserne på 75-80 pct. af de mest anvendte licenser, herunder Microsoft 365 og sikkerhedslicenser, på september 2024-niveau. Det giver en vis budgetsikkerhed i en tid med stigende softwareudgifter.
- SKI har i tæt samarbejde med de tilsluttede organisationer nøje kortlagt deres licensbehov og opnået en aftale, der giver dem maksimal fleksibilitet i indkøbet af licenser til konkurrencedygtige priser, siger markedsdirektør i SKI Rasmus Lund Kongsgaard.
SKI vurderer, at den gennemsnitlige prisstigning i aftalen er 16 pct., hvilket samlet set er bedre end forventet.
- Nogle organisationer vil ikke opleve prisstigninger – andre vil opleve større prisstigninger. Netop derfor er licensprofilering, hvor den enkelte organisation tilpasser licenser til specifikke brugerprofiler, en måde at undgå overlicensering og minimere omkostningerne, siger Rasmus Lund Kongsgaard.
Ifølge KITA-formand (foreningen af kommunale IT- og Digitaliseringsansvarlige) og it-chef i Favrskov Kommune Henrik Brix giver aftalen kommunerne en solid ramme for at optimere licensindkøb og arbejde strategisk med licensprofilering.
- Prisstigningerne er en stor udfordring, særligt når de overstiger den almindelige pris- og lønregulering. Det betyder, at vi enten skal skære i andre områder eller bede om flere penge – og det er ikke holdbart i længden. Samtidig er kompleksiteten i licensreglerne en væsentlig udfordring. Med SKI-aftalen får kommunerne en solid ramme for at arbejde strategisk med licensprofilering og optimere vores softwareinvesteringer, siger han.
Den nye aftale træder i kraft den 1. april 2025.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.