Tre og et halvt år skulle der gå, før de tidligere Kærkommen-medarbejdere fik afgjort, hvem der skal betale deres tilgodehavende løn for den sidste tid inden det private plejefirmas konkurs. Den lønklemme fjernes imidlertid ved eventuelle fremtidige plejekonkurser gennem en lovændring, der stemmes igennem i Folketinget i næste uge og træder i kraft fra nytår.
Lovændringen er en direkte udløber af Kærkommen-sagen, men undervejs blev også ambulanceselskabets Bios' konkurs en illustration af problemet: Jo bedre en kommune eller anden offentlig instans har forberedt sig på at overtage en opgave efter en konkurs, jo større er risikoen for at Lønmodtagernes Garantifond (LG) vil afvise kravet om at dække den løn, det krakkede firma ikke kan betale.
I stedet vil LG betragte overtagelsen som en virksomhedsoverdragelse, hvor lønforpligtelsen fra før konkursen følger med til den nye ejer.
Det var præcis, hvad der skete i Kærkommen-sagen, hvor landets dengang største private plejefirma bukkede under. Aalborg og Hjørring kommuner rykkede så hurtigt for at overtage opgaverne, at det for Lønmodtagernes Garantifond blev et argument for, at der var tale om en planlagt virksomhedsoverdragelse. Da kommunerne afviste, stod de tidligere ansatte tilbage med et løntilgodehavende, som ingen ville dække.
Kun når det offentlige overtager
Først nu er det afgjort, at det skal Lønmodtagernes Garantifond, og en anke af dommen vil endda yderligere kunne udsætte den faktiske udbetaling af den tilgodehavende løn. I alt 80 tidligere Kærkommen-medarbejdere har penge til gode i sagen.
Men ved eventuelle fremtidige plejekonkurser bliver reglerne sådan, at Lønmodtagernes Garantifond uanset mulig uenighed om hvem der skal dække løntilgodehavendet i den sidste ende. Hvis det juridiske slagsmål ender med, at den overtagende kommune kommer til at hænge på regningen, bliver det så blot et mellemværende mellem kommune og Garantifond.
Lovændringen gælder kun, når det er en offentlig instans, der overtager en opgave, eller hvis en offentlig instans stiller garanti, hvis det fx er et andet privat plejefirma, der overtager.
Begrænsningen skyldes ønsket om 'en meget høj grad af sikkerhed', for at Lønmodtagernes Garantifond i givet fald kan få dækket sit udlæg, begrundede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ved førstebehandlingen i Folketinget i sidste måned.
Anden- og tredjebehandlingen er sat på Folketingets dagsorden tirsdag og torsdag i næste uge. Der ventes en enstemmig vedtagelse med alle Folketingets partier bag lovændringen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.