
SYDDJURS: Kommunalpolitikerne tiltrådte i sidste uge i enighed en redegørelse for Syddjurs' håndtering af miljøtilsynet med en af kommunens største arbejdspladser og for, hvordan den vil bære sig ad med at få virksomheden til at leve op til en række miljøkrav.
Men redegørelsen lever ikke op til det, Statsforvaltningen har krævet. I en skarp udtalelse fra oktober har den krævet en redegørelse fra byrådet efter byrådsmødet 29.11. Men dele af sagen og kommunens handlemuligheder er så komplekse og berører lovgivning, der er ændret, og anden lovgivning, der er på vej, at der endnu ikke er skabt klarhed.
Først senest ved udgangen af marts tør kommunen love, at et svar kan være fyldestgørende. I mellemtiden er bl.a. eksperter i Miljøstyrelsen i gang med at udrede juraen i sagen.
Virksomheden Novopan A/S, der ligger på det naturskønne Djursland, fremstiller spånplader i stor skala til et stort internationalt marked. I august 2012 oplyste kommunen, at virksomheden årligt bruger ca. 380.000 ton træ og ca. 35.000 ton lim. Fabrikken har ligget på stedet siden 1950, og er en af områdets største, private arbejdspladser.
I takt med, at miljøkravene gennem årene er blevet skærpet, har Novopan ikke levet op til dem, og særligt i de seneste år har myndighederne brugt store ressourcer på sagen. Miljøtilsynet lå tidligere i det daværende Århus Amtskommune og siden kommunalreformen hos Syddjurs Kommune, og ingen af de to har hidtil formået at få virksomheden til at lovliggøre miljøforholdene. Hovedproblemet er støv- og støjgener. Men også udledning af spildevand og af NOX til atmosfæren er problematiske.
I 2011 mistede naboer tålmodigheden og klagede over forholdene og kommunens håndtering af miljøtilsynet til Statsforvaltningen for Midtjylland. Og siden har Statsforvaltningen henvendt sig til kommunen seks gange med forespørgsler til konkrete forhold, krav om udarbejdelse af tidsplaner for arbejdet med at få virksomheden til at lovliggøre forholdene og krav om redegørelser fra byrådet. Og byrådet har gentagne gange haft sagen på dagsordenen det seneste år.
Stop for produktionen på tale
Tilsynsrådets seneste brev havde karakter af en udtalelse, der i ret skarpe vendinger fastslog, at Syddjurs efter forvaltningens mening ikke levede op til sine tilsynsforpligtelser. Og kommunen fik for anden gang et bastant krav om en redegørelse for arbejdet i en række konkrete forhold og byrådets stillingtagen senest på mødet 29.11.2012. Herunder krævedes en grundig begrundelse, hvis kommunen vælger ikke at politianmelde de ulovlige forhold og/eller kræve stop af produktionen, indtil tilstrækkelige miljøtiltag er gennemført.
Byrådet har nu endnu engang behandlet sagen. Redegørelsen rummer syv hovedpunkter:
Støv fra kraftvarmecentralen.
Det diffuse støv.
Støj.
Udledning af NOx.
Udledning af bly.
Udledning af spildevand.
Udledning til Pindstrup Bæk.
Men svaret er kun en delvis opfyldelse af Statsforvaltningens ønsker. For to af sagens alvorligste forhold - en massiv forurening fra dels et spåntørringsanlæg og dels en kraftvarmecentral - må Syddjurs bede om henstand. Kommunens miljøfolk er simpelthen ikke i stand til at lægge sig fast på, hvilke skridt man kan eller må tage overfor Novopan. Som det hedder i byrådets redegørelse til Statsforvaltningen:
' Årsagen er dels sagens omfattende karakter og kompleksitet, dels at kommunens sagsbehandling indebærer en stillingtagen til flere regelsæt, herunder ny lovgivning og lovgivning, som er på vej med implementering af IE-direktivet med virkning fra næste år.'
Tidstrækning
Kommunens miljøteam har derfor henvendt sig til Miljøstyrelsen for at få hjælp. Den håbede man så ville komme tids nok til at overholde Statsforvaltningens frist, men nej. Tilsyneladende sidder embedsmænd i Miljøstyrelsen og river sig i håret for at finde svar på en lang række spørgsmål fra Syddjurs.
Senest har Novopan forelagt en plan, hvorefter der skal etableres et såkaldt vådrensningsanlæg, der skulle kunne nedbringe støvforureningen fra såvel kraftvarmecentral som spåntørringsanlægget. Men dette anlæg kan først være i fuld funktion om halvandet år. På den måde har virksomheden i årevis trukket tiden. Og et af de forhold, Syddjurs har bedt Miljøstyrelsen om at afklare er, om kommunen i denne lovgivningsmæssigt uoverskuelige situation kan kræve anlæggene stoppet, indtil Novopan kan overholde miljøkravene.
En anden problemstilling er såkaldt diffust støv, der i årevis har givet omgivelserne store gener. Det stammer formentlig fra store udendørs oplæg af træ og spåner og håndteringen af det. Novopan har gang på gang svaret på kommunens krav med at foreslå tiltag, der ikke er tilstrækkelige til at løse problemet.
Syddjurs overvejer at stille krav om en grundig kortlægning af samtlige kilder til støvforureningen og tilhørende forslag til effektive tiltag samt økonomien i dem. Men kan kommunen gøre det i form af påbud - uanset det måtte blive dyrt for virksomheden. Og kan man stille krav om tidsfrister - uanset hvad det kommer til at koste? spørger kommunen bl.a. Miljøstyrelsen.
Alvorlig sag
Syddjurs skriver i svarskrivelsen til Statsforvaltningen:
'Vi anmoder derfor om, at fristen i statsforvaltningens brev af 1. oktober 2012 udsættes til senest udgangen af marts 2013, hvor vi sigter mod at kunne besvare statsforvaltningens spørgsmål i sin helhed.
Kommunens forestående sagsbehandlingsskridt over for virksomheden vil i øvrigt forventeligt rumme flere former for afgørelser, dvs. ikke alene miljøgodkendelser eller afslag herpå, men også tilsynsafgørelser efter miljøbeskyttelseslovens § 69, der ikke kan påklages administrativt. Herunder hører fx eventuel afgørelse om at forbyde fortsat drift.'
Byrådet understreger i sin svarskrivelse, at det ser med stor alvor på miljøsagen og Statsforvaltningens kritik og politikerne beklager, at der ikke kan afgives en fyldestgørende redegørelse.
'Kommunens tilsyn med virksomheden afsluttes for så vidt ikke på noget tidspunkt, og tilsynet udmønter sig til stadighed i verserende sager.
Sagen om statsforvaltningens kritik af, at en række forhold ikke er lovliggjort, tilstræber vi derimod at kunne afslutte, når Team Miljø har foretaget de foreløbigt relevante sagsbehandlingsskridt over for Novopan på baggrund af Miljøstyrelsens ventede vejledning.'
Borgmester Kirstine Bille (SF) føler sig sikker på, at Statsforvaltningen vil acceptere forsinkelsen:
- Alle kan jo se, at det er en omfattende og lovgivningsmæssigt kompliceret sag. Og forhåbentlig også, at både vi og virksomheden gør, hvad der er muligt, for at få løst problemerne. Og at kommunen her gør et oprigtigt forsøg imødekomme Statsforvaltningen, siger borgmesteren til dknyt.
Se her, hvordan Novopan selv ser på sit miljø-engagement
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.