Danmarks formentlig største IT-rammeaftale, ASP/Cloud er nu på plads. 34 virksomheder har vundet udbudskonkurrencen om at levere ASP- og Cloudløsninger til det offentlige gennem de næste fire år. Aftalen omfatter fagsystemer målrettet til henholdsvis staten, kommuner, regioner, undervisningssektoren samt forsyningssektoren.
Aftalen indeholder alt fra små services til udsendelse af nyhedsbreve over omsorgsløsninger og jobcenterløsninger til de meget tunge økonomi- og lønsystemer. Kendetegnet for disse services er, at de udvikles, driftes og ejes af den leverandør, der tilbyder dem.
I foråret var der fra flere sider kritik af SKI netop i forhold til denne rammeaftale, som eksperter mente, favoriserer de store virksomheder. Den kritik har vist sig ikke at holde stik, da den nye aftale omfatter både små og mellemstore virksomheder. Faktisk har flere af de allerstørste it-virksomheder fravalgt at byde på 02.19 rammeaftale, selvom de var blevet prækvalificeret.
For lidt forjeneste
Der var simpelthen ikke nok omsætning at hente hos de offentlige kunder, fortæller administrerende direktør i TDC Hosting, Esben Kolind Laustrup.
-Det er først og fremmest Office 365, vi har solgt på aftalen de sidste fire år, og der har vi ikke haft tilstrækkelig omsætning. Så set fra min stol er det ikke på denne her aftale, de store penge ligger, siger Esben Kolind Laustrup til Computerworld.
- Da vi læste, hvad aftalen indeholdt, valgte vi ikke at byde på den. Det er ikke særligt interessant for os at sælge produkter, der har været på markedet længe. Vi har en masse løsninger, der fornyer det marked, men det lægger aftalen ikke op til. Men vi er på alle de andre SKI-aftaler, som vi så bruger i stedet for, siger André Rogaczewski, direktør i Netcompany til Computerworld.
Mens den foregående SKI-aftale om ASP-/Cloud-tjenester endte med en samlet omsætning på 1 mia. kr., forventes det, at den nye aftale vil have et potentiale på op imod 2 mia. kr. i den kommende aftaleperiode. Rammeaftalen varer foreløbigt i to år, men kan blive forlænget i yderligere to år herefter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.