dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Tre kommuner diskuterer investering af kommunale penge i våben

Både i København, Odense og Assens er det på tale at investere i våbenindustrien.
15. APR 2024 13.21

Investeringer i våbenproduktion er på tale i både Odense, Assens og Københavns kommuner.

I Odense har et flertal allerede sagt ja til at få undersøgt, hvordan kommunen kan investere i virksomheder, der producerer militært isenkram. I Assens har borgmester Steen Andersen (V) meldt ud, at han ønsker det samme. Sagen er på økonomiudvalgets bord i dag. Det skriver TV2 Fyn.

I København er det beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken (V), der foreslår, at kommunen investerer i våben. Derfor har han stillet et forslag til Borgerrepræsentationen om at undersøge muligheden for at tilføje våbenproducenter til kommunens investeringsportefølje. Det skriver Berlingske.

Flere ting gør det svært

Årsagen til den nye interesse i våbenindustrien er krigen i Ukraine og krigen mellem Israel og Hamas. Der er dog flere ting, som kan spænde ben for investeringerne.

For det første er det ikke tilladt for landets kommuner at føre udenrigspolitik, men selvom det nye forslag tager afsæt i europæisk sikkerhed, mener Jens-Kristian Lütken ikke, at der er tale om udenrigspolitik.

For det andet har alle tre kommuner det krav, at investeringer i våben skal leve op til kommunernes etiske regler. Herunder vil man ikke investere i våbenindustri, der fx producerer kemiske våben og såkaldte klyngebomber. Odense, som er længst i processen, har opdaget, at det er sværere end som så.

For det tredje skal der i sidste ende sikres et flertal for investeringerne. I alle tre kommuner har Enhedslisten allerede meddelt sin modstand.

I København er Enhedslisten det største parti i Borgerrepræsentationen. I Odense vil partiet forsøge at stoppe undersøgelsen, når der er møde i økonomiudvalget på onsdag, og i Assens har Enhedslisten også været ude med kritik af borgmesterens forslag.

lal

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.