
GLADSAXE: Som så mange andre kommuner, sendte Gladsaxe sine bankforretninger i udbud i kølvandet på hvidvaskskandaler i både Nordea og Danske Bank. Men da udbuddet udløb, var der ikke kommet nogen bud ind.
- Det er ærgerligt, at bankerne ikke vil leve op til de krav, som KL's bankråd har sat, og som vi har lagt os op ad. Vi vil gerne stille krav til alle vores leverandører, om at de lever op til sociale, miljømæssige og etiske krav. Det gælder også bankerne, siger borgmester Trine Græse (S).
Dermed følger dog et naturligt spørgsmål, hvorvidt man har sat kravene for højt, når en kommune ikke kan få nogen til at byde på opgaven. Men det er ikke alle, der mener, at det overhovedet er krav, som kommunerne bør stå for.
- Jeg har det beskedne ønske, at byrådet skal arbejde for at sikre borgerne den bedst mulige service. Og så skal man overlade det til kompetente myndigheder at være kontrolorganer på områder, som kommunen ikke ved noget om, og hvor kommunen ikke har hverken opgaver eller myndighed, siger byrådsmedlem i Gladsaxe Henrik Bach Mortensen (V) til Berlingske og siger blandt andet, at det ikke skal være op til 'i disse sager helt inkompetente byrådspolitikere eller kommunale sagsbehandlere, som vurderer bankernes adfærd'.
Trine Græse henviser dog til, at man netop ikke som kommunalpolitikere har formuleret kravene i udbuddet, men istedet har lagt sig op ad KL's anbefalinger, som er udarbejdet af et råd med blandt andre Rasmus Feldthusen, professor ved Københavns Universitet, Birgitte Nauntofte, administrerende direktør ved Novo Nordisk, Torben Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark, Pernille Christensen, juridisk chef i KL, og Jesper Zwisler, kommunaldirektør i Herlev.
- Det er altså ikke os som kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har formuleret de krav. Det skal vi heller ikke. Det er derfor, vi har lagt os op ad anbefalingerne fra KL's bankråd, siger Trine Græse.
Dialog skal bane vejen til tillid
Man har efter udbuddet valgt at skrive et brev til KL og erhvervsminister Simon Kollerup (S), som man har bedt om igen at kigge på kravene og om at tage en dialog med banksektoren for at finde en løsning.
- Så skal jeg som borgmester ikke tage stilling til, om man måske har skruet den lidt for meget, eller om det er bankerne, der ikke vil. Man må i fællesskab finde ud af, hvilke krav kommunerne kan stille, siger Trine Græse.
Det er en vigtig dialog at tage, da det i bund og grund handler om, at borgerne skal have tillid til kommunen.
- Vores borger har en forventning om, at vi stiller krav til alle vores leverandører, og at de lever op de moralske standarder, som er en del af vores samfundsmodel, siger borgmesteren.
- Tilliden til bankerne er generelt ikke specielt høj. Denne episode ændrer ikke særligt på det, men vi undrer os da over, at ingen banker har budt på opgaven.
Gladsaxe bruger i dag både Danske Bank og Nordea.
I januar sidste år nedsatte KL bankrådet, som havde til opgave at formulere de forventninger, kommunerne har til bankerne. Læs Bankrådets råd her.
Præcisering: Henrik Bach Mortensens citat er præciseret d. 17/1 og der er derfor tilføjet 'i disse sager'. - red.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.