Kammeradvokaten vurderer, at der ikke er belæg for at ophæve statens indgåede kontrakter med it-selskabet Atea, der i juni blev dømt for bestikkelse. Det oplyser innovationsminister Sophie Løhde (V) i en mail.
Kammeradvokaten er ligeledes kommet frem til, at man ikke kan udelukke Atea for kommende udbud. Sophie Løhde oplyser dog i mailen, at hun havde foretrukket, at de nuværende kontrakter var blevet droppet.
- Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne havde set, at vi kunne annullere de store fællesstatslige kontrakter med Atea, og at vi kunne se bort fra virksomheden, når vi udbyder nye opgaver. Det anbefaler Kammeradvokaten imidlertid ikke efter nøje at have gennemgået vores kontrakter og Ateas meget omfattende redegørelse. Det tager jeg naturligvis til efterretning, lyder det fra ministeren.
I juni blev Atea dømt ved Retten i Glostrup. Her blev selskabet idømt en bøde på ti mio. kr. for i en årrække at have bestukket ansatte i Region Sjælland.
I sagen i Glostrup havde anklagerne krævet en bødestraf på 60 mio. kr. Hverken anklagemyndigheden eller Atea har anket afgørelsen.
Efterfølgende er Atea og syv tidligere ansatte blevet tiltalt i en udløber af den afsluttede sag. Den nye sag drejer sig om, at offentligt ansatte fik telefoner, computere og andre ting til favørpriser.
Modtagerne er alle blevet dømt for såkaldt passiv bestikkelse. Nu kommer så næste akt, hvor Bagmandspolitiet vil have giverne dømt for aktiv bestikkelse.
Den nye sag er endnu ikke blevet berammet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.