
Når regionernes udgifter til medicin stiger mere, end regionerne får i tilskud, så bør politikerne på Christiansborg prioritere, hvilke behandlinger, eller hvilken medicin patienterne kan gøre krav på. Det mener Ulla Astman (S), nordjysk regionsrådsformand og formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg ifølge DR Nordjylland. Hun vurderer, at det er et stort problem, da den dyre medicin koster i antallet af 'varme hænder' og ultimativt går ud over andre patientgrupper.
Ulla Astman finder det dumdristigt at argumentere med, at man skal have råd til medicin, uanset hvad den koster.
- Vi må bare sige, at hvis vi står i en situation med meget syge kræftpatienter og måske en livsforlængende behandling på en måned eller lignende med rigtig mange bivirkninger, så bliver man nødt til at stille sig selv det spørgsmål, om det er dér, man skal bruge pengene, og om det er fornuftigt for patienten, og om det er fornuftigt for samfundet. Men det kræver mod at tage den diskussion, og det er der tilsyneladende ikke mod til i øjeblikket. I hvert fald ikke på Christiansborg, siger hun til DR.
Dermed læner hun sig op af formanden for Danske Fysioterapeuter Tina Lambrecht, som for en måned siden i Berlingske påstod, at dyr medicin dræber syge.
Uetisk og ubehageligt
Det fik dengang Danske Patienter op på barrikaderne. Direktør Morten Freil kaldte det for en 'uetisk og ubehagelig påstand'. Han mener slet ikke, at man kan stille det op, som Tina Lambrecht og nu også Ulla Astmand gør det.
- Alt det medicin, der bliver godkendt, virker meget forskelligt på patienterne. Nogen bliver langtidsoverlevere, og nogen har slet ikke gavn af medicinen. Ved at tage en generel beslutning om, at noget medicin ikke skal tilbydes til patienter, så fratager man en patient, som kunne have gavn af medicinen, muligheden for at blive behandlet, siger han.
Danske Patienter har sammen med 17 af landets største patientforeninger udarbejdet en syvpunktsplan, der skal spare og effektivisere i sundhedssektoren, så diskussionen om prioritering af medicin overflødiggøres. Et af punkterne kan anskues som en slags kompromis imellem de to parter.
- Vi mener, at der i langt, langt højere grad skal satses på dialog med den enkelte patient. Fordi hvis udsigterne til, at medicinen virker, er meget meget små, samtidig med at den er forbundet med store bivirkninger, så er der helt sikkert mange patienter, der vil fravælge den. Det kunne for eksempel være en 90-årig kvinde, der har været igennem tre kræftforløb og simpelthen ikke orker at blive slæbt igennem nogle kæmpe bivirkninger. Det kræver bare nogle systematiske rammer på området, siger Morten Freil.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.