dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Borgmester i Gribskov Kim Valentin (V)(Foto: Mik Eskestad, Polfoto)

Vi bør kunne stille krav om at leverandører betaler skat i Danmark

DEBAT Leverandører af ældreservice gør godt stykke arbejde, men det er ikke rimeligt, at deres overskud havner i skattely, skriver Gribskov-borgmester Kim Valentin (V)

GRIBSKOV: Gribskovs borgere sparer hvert år 70 mio. kroner, fordi vi gennem mange år har brugt udbud til at skaffe god kvalitet til den bedste pris, når det gælder omsorgen for vores ældre borgere. Det viser de kolde, nøgne tal, når vi sammenligner Gribskov med landets andre kommuner.

Men skal de penge, kommunen betaler private firmaer for at levere pleje til vores ældre, kunne sluses ud af Danmark til skattely i Luxembourg, spørger flere. Jeg mener, vi bør kunne stille krav om, at firmaerne betaler en rimelig skat i Danmark, og derfor vil jeg klart appellere til, at Folketingets partier får skruet en ny lovgivning sammen, som vi kan bruge, når vi sender offentlige opgaver i udbud.

Kreativ skattetænkning

Senest har programmer i DR vist, hvordan kapitalfonde udviser en særdeles kreativ skattetænkning, når de flytter rundt med skattebetalingerne for de virksomheder, som fondene ejer. Resultatet er, at fondenes selskaber, som opererer i Danmark, stort set ikke betaler skat.

I Gribskov gælder det bl.a. et par af de selskaber, som vi bruger til at levere service på ældreområdet. Firmaerne gør et godt stykke arbejde til borgernes tilfredshed - og det har de gjort i mange år i Gribskov. Men de betaler stort set ikke noget skat, fordi firmaernes overskud havner i skattely i Luxemburg.

Det mener jeg ikke er rimeligt. Og derfor må Folketinget se på en lovgivning, hvor vi kan stille krav om, at der betales en rimelig skat i Danmark. Det krav kan vi som kommune ikke stille i dag. Det ville være direkte i strid med reglerne og risikere at føre os direkte ind i et sagsanlæg.

Fejlslutning at droppe udbud
Kunne vi så ikke bare lade være med at sende vores opgaver i udbud, vil nogen spørge. Det ville være en meget dyr fejlslutning. For med et udbud sikrer vi, at vi får både en bedre kvalitet og en bedre pris. I Vores seneste udbud på ældreområdet har vi sikret vores ældre borgere bad fem dage om ugen, hvis de ønsker det - mod tidligere to dage.

Vi har sikret, at der på plejehjemmene bliver lavet mad fra bunden i stedet for, at vores ældre borgere må spise vacuumpakket mad. Og vi har sikret aktiviteter på plejehjemmene i weekenden, hvor der førhen kunne være lidt kedeligt. Samtidig viser de kolde tal, at Gribskovs borgere hvert år sparer 70 mio. kroner, fordi vi gennem mange år har sendt opgaverne på ældreområdet i udbud - og dermed fået bedre og billigere service.

Problemet med kapitalfonde løser vi altså ikke med at lade kommunen selv stå for alle opgaver. Det ville med ét slag give os dårlige service og krav om, at vi akut skulle spare 70 mio. kroner hvert år. Løsningen er derimod, at vi får en lovgivning, som tillader os at stille krav om, at selskaberne betaler skat i Danmark.


Borgmester i Gribskov, Kim Valentin (V)

Nyheder er værd at betale for

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.dkindkob.dk/artikel/vi-boer-kunne-stille-krav-om-at-leverandoerer-betaler-skat-i-danmark

GDPR