Nikotinbranchen har fem bud på at beskytte unge mod nikotin

4. APR 2023 11.51
Nikotinbranchen vil gerne have indført elektronisk aldersverificering ved køb af nikotinprodukter.

Brancheforeningen for producenter af røgfrie nikotinprodukter i Danmark, Nikotinforeningen, har fem bud på, hvordan man beskytter unge under 18 år mod brug af nikotin.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Nikotinforeningen mener, at man blandt andet skal indføre højere bødestraffe for salg til mindreårige, elektronisk aldersverificering og brug af mysteryshoppers til at afsløre kiosker og butikker, der sælger puffbars.

Puffbars er elcigaretter med smag, som er ulovlige at sælge i Danmark.

Desuden vil foreningen have flere ressourcer til Sikkerhedsstyrelsen og importbegrænsning på nikotinprodukter, som ikke er til eget forbrug.

En mysteryshopper er en person, der henvender sig som kunde, men som i virkeligheden er til stede for at undersøge eller anmelde en forretning.

Sundhedsstyrelsens rapport om brug af røgfrie nikotinprodukter blandt unge fra 2023 beretter om, at cirka halvdelen af 15-17-årige, der bruger røgfri nikotin, køber det steder som supermarkeder, kiosker og tankstationer, selv om det er ulovligt at sælge til mindreårige.

- Det vidner om, at der i hvert fald er et problem med alderskontrollen og håndhævelse af den aldersgrænse på 18 år, der gælder i dag, siger Inger Schroll-Fleischer, som er direktør i Nikotinbranchen, til Ritzau.

Derfor er et af foreningens bud på løsninger elektronisk aldersverificering, hvor betalingskort er koblet op med ens identitet, så personen, der betjener kunden, kan se, om vedkommende er over 18 år. Hvis købet foretages online, mener Nikotinbranchen, at man bør verificere med MitID.

Nikotinbranchens medlemmer er selskaberne British American Tobacco Denmark, Swedish Match Denmark og Skruf Snus.

Røgfrie nikotinprodukter er blandt andet tyggetobak eller snus.

/ritzau/

Fra forsiden:

Tilmeld dig nyhedsbrevet
GDPR