dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Regeringen sløjfer forslag om obligatoriske vegetardage

Forslag om to obligatoriske vegetardage i statslige kantiner trækkes tilbage efter kritik.

Det skal være op til den enkelte statslige arbejdsplads, om den vil have to ugentlige vegetardage. Det bliver ikke obligatorisk. Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker, efter regeringen har været i dialog med flere fagforeninger om forslaget.

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger, at regeringen synes, det er en god idé med grøn mad i statslige kantiner. Men det bliver altså ikke obligatorisk i denne omgang.

- Det bliver således op til den enkelte statslige arbejdsplads at bestemme, om man ønsker at have vegetardage eller ej. Vi synes, det er en god idé, at statens kantiner serverer mere bæredygtig mad, men vi har lyttet til medarbejdernes ønske om, at det er ikke noget, der skal besluttes fra centralt hold, siger finansministeren i en pressemeddelelse.

Indkøbsstrategi

Forslaget om to ugentlige vegetardage kom som led i en ny, grøn indkøbsstrategi fra staten, hvor man i et forsøg på at skære ned for kødforbruget og dermed gøre en indsats for klimaet foreslog at indføre to kødfrie dage om ugen i statslige kantiner.

Desuden, lød det i forslaget, skulle der stilles krav om, at man højest måtte serveres okse- eller lammekød én dag om ugen.

Sikandar Siddique, politisk leder for Frie Grønne, kalder på Twitter regeringens tilbagetog for "skuffende".

Her skriver han, at regeringen nu i hvert fald må støtte partiets forslag om at sørge for, at der altid er et kødfrit alternativ i de statslige kantiner.

Morten Messerschmidt, næstformand i Dansk Folkeparti, har til gengæld fra start været kritiker af forslaget og roser derfor regeringen for at have trukket forslaget tilbage.

- Det er jo den største tilbagetrækning, siden Napoleon trak sig tilbage fra Waterloo, når regeringen nu indser, at det selvfølgelig ikke er et politisk ansvar at bestemme, hvad folk skal have på frokostbuffeten.

Klimakompensation for rejser

Det fremgår derudover af den grønne indkøbsstrategi, at regeringen vil indføre klimakompensation for alle statsligt ansattes tjenesterejser ved at indbetale et bidrag til Klima-skovfonden.

Det offentlige indkøbs klimaaftryk udgør aktuelt årligt 12 millioner ton drivhusgas om året. Af dem udledes cirka fire millioner ton i Danmark og cirka otte millioner ton uden for Danmark.

Det er ambitionen, at det skal reduceres markant frem mod 2030. Planen er at sætte et konkret reduktionsmål for det offentlige indkøb næste år.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.