
MIDTJYLLAND: Det er mere held end forstand, at danske hospitaler foreløbig er gået fri af det verdensomspændende WannaCry-angreb, vurderer it-eksperter på baggrund af en rundspørge foretaget af dagbladet Information. Særligt Region Midtjylland med 'cirka 5000' computere med det forældede Windows XP-styresystem er i risiko.
Det er regionen selv, der oplyser antallet. De mange XP-computere befinder sig 'hovedsageligt på hospitalerne', hvor de indgår i den daglige drift - og de fleste af dem er koblet på internettet.
- Jeg havde en mistanke om, at den var gal, men de her tal gør mine bekymringer større, siger Peter Kruse, der er sikkerhedsekspert ved virksomheden CSIS Security Group.
Samme vurdering anlægger it-ekspert Henrik Kramshøj, der blandt andet arbejder med at sikre det norske sundhedsvæsen.
- Windows XP er farligt at bruge. Det er simpelthen forældet software fyldt med sikkerhedshuller, siger han.
I rundspørgen oplyser Region Nordjylland, at man har 100 computere med Windows XP. Hos Region Sjælland siger it-direktør Per Buchwaldt, at de har 113 computere med Windows XP. De er placeret på et lukket netværk uden adgang til internettet.
Hos Region Syddanmark har man under 100 computere med Windows XP, og her er alle maskinerne offline, da de er særligt udsatte. I Region Hovedstaden, der tidligere har været udsat for kritik på grund af deres brug af XP-computere, har man i dag 630 XP-computere. Regionen oplyser, at de arbejder på at udfase dem og opgradere til nyere systemer.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.