En enorm ekstraregning til skatteyderne betyder nu, at it-kæmpen KMD modtager et krav på mere end 500 mio. kr. fra landets største pensionskasse ATP, skriver TV2. Baggrunden er en forsinkelse på foreløbig 15 måneder af Social Pension, som er et nyt system til udbetaling af folke- og førtidspension.
Pensionskæmpens tålmodighed med KMD, der ligger i strid med flere offentlige kunder, har længe været flosset.
- Vi har gentagne gange forsøgt at løse udfordringerne sammen med KMD uden tilfredsstillende resultater, skriver koncerndirektør Lilian Mogensen fra ATP i en mail til TV2. Hun ønsker ikke at stille op til interview.
Utilfredsheden har fået ATP til at udarbejde en større redegørelse om forløbet. Her er konklusionen, at KMD er gjort sig skyldig i 'væsentlig misligholdelse' af kontrakten.
Blød og hård løsning
- Vi har meddelt KMD, at vi på sigt kan se os nødsaget til at hæve kontrakten, med mindre vi i nær fremtid får en fornuftig aftale, hvor KMD leverer det standardsystem, vi har bestilt, og samtidig fuldt ud kompenserer Udbetaling Danmark (del af ATP, red.) og kommunerne økonomisk for de tab, som misligholdelsen medfører, siger Lilian Mogensen.
Ifølge TV2's oplysninger har ATP præsenteret KMD for en blød og en hård løsning. Den bløde løsning går ud på, at it-selskabet betaler over en halv mia. kr. for de forsinkede it-systemer. Hvis KMD afviser, vil pensionkæmpen hæve kravet markant op mod en milliard kroner, rive den nuværende kontrakt i stykker og gennemføre et nyt udbud.
KMD med topchef Eva Berneke i spidsen afviser at stille op til interview om sagen. Men kommunikationsdirektør Morten Langager siger i en mail, at det er 'KMD's klare vurdering, at det er ATP, der bærer hovedansvaret for forsinkelsen'.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.