
KOLDING / AALBORG: Kvalitet og stordriftsfordele. Sådan lyder opskriften på en udbudsvinder - i hvert fald hos plejefirmaet Attendo, der for nylig vandt udliciteringen af dele af plejeområdet i Kolding og Aalborg. I forvejen løser firmaet plejeopgaver for godt 1.400 borgere inden for hjemmepleje og driften af plejecentre i Gribskov, Hvidovre, Greve, Vejle og Københavns kommuner.
I Kolding vandt Attendo udbudsrunden ved at byde 25 pct. lavere end prisen på de konkurrerende plejeleverandører. Runden var et rent prisudbud og medvirkende til, at firmaet Kære Pleje i marts gik konkurs, da det blev fravalgt. Tidligere på året måtte også Caregruppen ApS køre hjemmeplejebilerne endeligt i garage efter økonomiske vanskeligheder.
Hos Attendo fremhæver den danske regionschef, Dorte Kofod, at firmaet generelt bliver valgt på grund af dets kvalitetssikring. Men hun erkender også, at firmaet ikke havde kunnet give samme bud i Kolding, hvis det havde haft samme størrelse som fx Kære Pleje og ikke haft en lang række andre aktiviteter at trække på.
- Vi ved, hvad vi kan, og hvad vi gør godt. Men det, der er alfa-omega, er, at der er en vis volumen til at holde sammen på aktiviteterne og økonomien. I starten kunne vi ikke engang klare den i Gribskov, hvis ikke vi havde haft vores svenske moderselskab, siger hun og henviser til, at Gribskov blev den første kommune i Danmark, som Attendo fik Frit-valgs-aftale med.
En sikker kommune
I 2013 indgik Attendo et offentlig-privat-partnerskab (OPP) med Kolding Kommune omkring opførelse og drift af plejeboliger over de næste 20 år. Dermed var Kolding en sikker kommune at gå i havn hos for Attendo.
- I Kolding havde vi ikke kunnet klare os helt alene uden aktiviteter andre steder. Og vi havde heller aldrig nogen sinde lagt et bud ind, hvis der ikke havde været en synagi-effekt i at udvide vores allerede eksisterende aftale med kommunen, siger Dorte Kofod.
Kommunerne bør være grundigere før udbud
I Kolding har den hårde udbudskrig og Kære Plejes konkurs vakt politisk debat. Socialdemokraterne og Enhedslisten har meldt ud, at de er imod kommunal udlicitering. Samtidig har Kære Plejes bestyrelsesformand, advokat Øjvind Hulgaard, varslet forringet kvalitet hos borgerne på grund af kommunens prisdumping.
Hos Attendo forsvarer man kommunens valg:
- Der er ikke noget mystisk eller hemmeligt i kommunens valg, for kommunens udbudspapirer viser klart, at de ville vælge den billigste og dermed afprøve markedsprisen, siger Dorthe Kofod.
Men regionschefen ser gerne, at kommunerne generelt gør mere for at vælge den rette leverandør. Mest af alt for at skabe en store realisme omkring virkeligheden, siger hun.
- Flere kommuner skal måske til at lave prækvalifikationsrunder, inden de laver et udbud. Et eller andet sted er det jo synd, at mindre, men gode firmaer bruger meget tid og mange penge på at lave udbudsmateriale uden at vide, hvad det er, de vil blive valgt på. Det vil måske give både firmaerne og kommunen et mere realistisk billede af, hvad der er vigtigt for alle parter, mener Dorte Kofod og pointerer, at det vi give færre konkurser og bedre kvalitetssikring.
Aalborg undersøgte først markedet
I Aalborg valgte kommunen sidste år at lave en undersøgelse af markedet for private plejeleverandører, før store dele af kommunens hjemmepleje blev sendt i udbud. Til gavn for alle, mener myndighedschef i Aalborg Kommune, Ove Jensen:
- Vi indbød eventuelt interesserede leverandører til at sige, hvad der har betydning for, om de kan byde ind på markedet. Det var en god proces, fordi vi fik nogle ting fremlagt - for eksempel om firmaerne måtte bruge underleverandører, om forholdene ved arbejde om natten og andre ting, siger han.
I alt fik en håndfuld firmaer hver foretræde to gange. I de endelige udbudspapirer blev kvalitet vægtet med 60 pct. og pris med 40 pct. Dog satte kommunen også et soliditetskrav til den kommende leverandør for netop at undgå en pludselig konkurs.
- Det er ikke sådan, at vi ikke vil arbejde med små leverandører, men når det politisk er bestemt, at en stor del af kommunens opgaver skal udliciteres, skal vi være sikre på, at det er et firma med noget kapital. I dette tilfælde ville det nærmest være en uoverkommelig opgave for et lille firma at geare op til opgaven, siger Ove Jensen.
Valget i Aalborg faldt også på Attendo. Det betyder dog ikke, at mindre plejefirmaer er sendt helt til tælling, siger myndighedschefen.
- I 90 pct. af kommunerne har man jo flere leverandører. Og det skyldes nok, at de små firmaer er hurtigere til at tage de lidt sværere opgaver, som fx at være hos en udadreagerende borger eller andre med særlige behov. Som mange andre steder bliver mindre firmaer gode på nicher. Men det bliver nok svært for de små, hvis de byder på det samme som de store firmaer, siger Ove Jensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.