
SYDDANMARK: Opgøret om sletning eller ej af ulovligt indsamlede patientdata er rykket en vægtklasse op, efter at repræsentanter for De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre har fremsat et forslag til folketingsbeslutning, der pålægger regeringen at destruere databasen.
Forslaget går direkte op imod en bekendtgørelse fra Marianne Jelveds (R) Kulturministerium, som, efter at en høringsfrist var blevet forkortet, blev udstedt i mandags for at stoppe Region Syddanmark i at trykke på deleteknappen om tirsdagen.
- Det er helt hen i vejret, siger Lars Barfoed (K) til dknyt om forløbet.
- Det skaber utryghed om håndteringen af personligt fortrolige oplysninger, man udveksler med sin læge, og det sætter i den grad systemet over borgeren. Det burde være omvendt: at systemet er til for borgernes skyld, begrunder Lars Barfoed beslutningsforslaget.
Flertal efter valget - måske
Lars Barfoed oplyser til dknyt, at han tog initiativ til forslaget for et par dage siden, og nu har fået de andre borgerlige partier med, så forslagsstillerne nu foruden Lars Barfoed selv er Mai Mercado (K), Liselott Blixt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mette Bock (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Michael Aastrup Jensen (V) og Ellen Trane Nørby (V). Hvis meningsmålingerne holder stik repræsenterer de et flertal efter folketingsvalget.
- Derfor kan regeringen lige så godt selv gøre det, siger Lars Barfoed til dknyt.
Forslaget til folketingsbeslutning pålægger regeringen 'at genskabe fortroligheden mellem patient og læge ved at destruere de ulovligt indsamlede patientoplysninger fra Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD) som Rigsarkivet for nuværende står til at skulle gemme'.
Hvad bliver det næste?
Er bekymringen for fortroligheden ikke lidt fiktiv med de meget langvarige klausuler på 230 år i alt?
- Det afgørende er at borgerne oplever fortroligheden brudt. Der er jo ingen rimelighed i det, siger Lars Barfoed.
I bemærkningerne til beslutningsforslaget uddybes det, at 'problemet er ikke at det dokumenteres, at det offentlige Danmark har begået en ulovlighed (kulturminister Marianne Jelveds (R) argument, red.), og dokumentation for dette kan med fordel gemmes - problemet er at de private oplysninger står til at blive gemt'.
- Når dette kan finde sted, hvad bliver så det næste? spørger Lars Barfoed.
- Vi er simpelthen nødt til at statuere et eksempel, så borgerne kan se at systemet er til for deres skyld og ikke omvendt, siger Lars Barfoed til dknyt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.